Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
»Jeg synes næsten, at det er fornærmende, at du reducerer dig selv til en pose penge, når du er verdens mest underholdende mand. Du er så sød, så dejlig ved dine børn og ved din familie.«
Ordene er Susan Astanis. Hun taler til sin mand gennem otte år, FLSmidth-arvingen Christian Kjær. Parret forlod for få år siden på dramatisk vis Danmark. Nu er de tilbage for en stund, og B.T. har mødt dem til en snak om rigdom, børneopdragelse og livet efter Danmark.
Susan Astani Kjærs svar kommer, da snakken falder på rigdom og kærlighed, og Christian Kjær joker med, at hun blot har taget ham for pengenes skyld.
»Vi griner sammen hele tiden. Og ja, jeg elsker den der luksusverden, som du har mulighed for at give mig, men husk nu – jeg gik fra min eksmand, som også havde en rigtig god økonomi,« siger hun.
Det er otte år siden, at parret blev gift på den caribiske ø Great St. James, som Christian Kjær dengang ejede. Kjærs gode ven, Prins Henrik, overværede brylluppet.
To år forinden var den dengang 41-årige Astani og 68-årige Kjær blevet forældre til sønnen Alexander. Han er i dag ti år og et stort omdrejningspunkt i deres liv.
Et liv, der siden de forlod Danmark i 2019, har bragt dem rundt i verden. Egentlig bor de i Schweiz, men husporteføljen tæller også ferieboliger i Sydfrankrig, Spanien og i Nordjylland, mens de også jævnligt tager til Caribien.
Den lidt rodløse tilværelse virker de til at være enige om. Christian Kjær har de seneste år lidt af Parkinsons syge, og hans krop har godt af solens stråler. Men når det kommer til børneopdragelse, er de ikke altid enige.
»Susan er meget strengere over for sine børn, end jeg ville være over for mine. Hun kræver meget mere af sine børn, og hun er meget, meget stærk,« siger Christian Kjær.
»Der er mange gange, hvor jeg siger til Alexander: 'Nej, det må du ikke.' Og så kommer der en stemme bagfra og siger: 'Det må du gerne for far. Far elsker dig overalt på jorden',« griner Susan Astani.
Hun fortæller, at Christian – ud over Alexander – forkæler både hende, hendes tre børn, samt hans egne børn meget.
»Det er din natur. Du er en person, der forkæler. Jeg er også møgforkælet. Før jeg mødte dig, kunne jeg drikke en hvilken som helst rødvin. Men nu sidder jeg og siger: 'Ej, den rødvin kan jeg ikke lide',« siger Susan og fortæller om dengang, hvor hun fik et slot på Fyn af Christian.
»Jeg ser et slot, der er til salg, og siger: 'Ej, hvor er det flot. Det kunne jeg godt tænke mig.' Og tre uger efter er det mit.«
Parrets luksusliv står i stærk kontrast til omgivelserne på Amager Strand, hvor parret har valgt at møde B.T. Men det er der en grund til. For det første så kender de ejerne af den lille og lidt forblæste strandcafé, og for det andet bor de hos Susans veninde, der bor i nærheden.
Susan Astani og Christian Kjær har dannet par i 14 år. Den store aldersforskel mellem dem er til at få øje på, men kærligheden er også tydelig. Parret holder flere gange i hånd under interviewet, og Christian Kjær nævner jævnligt sin taknemmelighed over for sin kone.
Han har været gift to gange tidligere. Først med balletdanseren Fritzy Koch, som han fik sønnen Philip med, og sidenhen med Janni Spies, som han fik børnene Michala og Christopher med.
»Nu har jeg held i kærlighed,« smiler han og lægger en hånd på Susans knæ.
Parret indrømmer dog, at der også er skænderier. Mest når Christian Kjær driller Susan, der oprindeligt kommer fra Iran, ved at blande iranere, persere og arabere sammen i diskussioner. Eller når han kommer til at kalde hende Janni, som er navnet på hans ekskone Janni Spies.
Christian Kjær tager det dog roligt:
»Jeg blander også børnenes navne sammen, og de bliver også så sure,« siger han.
Susan Astani Kjær havde også været gift to gange, før hun mødte Christian Kjær, og bragte tre børn ind i ægteskabet, hvoraf de to yngste – Stella og Leon – dengang stadig var blebørn.
»Men Christian har taget dem til sig, og nu er de også hans møgforkælede unger,« griner hun.
Året 2019 var et hårdt år for Christian Kjær. Først fik han en betinget dom for at påkøre en trafikofficial og mistede sit kørekort og sine kongelige titler som kammerherre, hofjægermester og ridder af Dannebrog. Christian Kjær mener, at anklagen er usand og dommen dermed uretfærdig, så parret endte med at flytte fra Danmark.
Men derudover fik han også konstateret sygdommen Parkinson, der er begyndt at sætte sine spor på hans krop. Hovedet har det dog stadig godt.
»Jeg har træthed og rystelser, og det er egentlig det hele. Susan siger, jeg skal prøve at sove noget mere. Og når jeg sover og vågner, så har jeg det godt,« siger Christian Kjær, mens Susan, der er læge, supplerer:
»Parkinsons syge er en helt anden sygdom end demens, som prins Henrik havde. Der er mange, der sammenligner det med demens og skriver til mig, hvor synd det er, at Christian er blevet dement. Men det er han absolut ikke. Han er ved sine fulde fem. Men når man har Parkinson, så ryster man, og når man får medicin mod det, så får man anfald af træthed,« siger hun.
Kjærs sygdom er årsagen til, at parret har anskaffet sig så mange boliger. Så de hele tiden har et sted, de kan være, hvor der er varmt, når det hus, Christian Kjær har arvet efter sin mor i bjergbyen Villars-sur-Ollon tæt ved Verbier, bliver for koldt.
»Jeg har ondt i ryggen. Og des koldere det bliver, des værre bliver det,« siger Christian Kjær og forklarer, at han dog skal opholde sig mindst tre måneder om året i Schweiz.
Derudover må han være op til 180 dage om året i Danmark, hvor parret stadig har nogle lystejendomme, blandt andet jagtejendommen på Venø.
»Jeg betaler en million plus 6-800.000 kroner i skat om året i Danmark og en million kroner i skat i Schweiz,« siger Christian Kjær og tilføjer, at han altid har betalt sin skat til Danmark med glæde – lige indtil han – efter egen mening – blev uretfærdigt behandlet.
Da hans mor døde i Schweiz, og han arvede en formue, valgte han også at tage pengene hjem til Danmark og betale skat, selv om han kunne være sluppet billigere i Schweiz, fortæller han.
»Jeg ville aldrig været flyttet, hvis ikke jeg var kommet ud for det her,« siger han med henvisning til dommen.
Er du sur over, at du måtte forlade Danmark?
»Man ønskede ikke, at jeg skulle blive her. Men det giver mig en styrke at bo, hvor min mor boede. Jeg elskede hende overalt på jorden,« siger Christian Kjær og tilføjer, at han ikke finder den store glæde ved at komme til Danmark længere.
At Christian Kjærs formue er stor, hersker der ingen tvivl om. Ved retssagen mod Janni Spies blev den opgjort til omkring 7-800 millioner kroner. Hvor stor den er nu, vil han dog ikke komme ind på.
»Men jeg kan huske, at jeg afleverede en check til kommunen på over 100 millioner kroner, fordi jeg havde lavet en rigtig god forretning. Du skulle have set dem. De tog bare imod den, som om det ikke var mærkeligt. Men jeg synes sgu, at 100 millioner er mange penge at betale til skattevæsenet på et år,« siger han og tilføjer, at han samlet i hvert fald har betalt over en milliard kroner i skat til Danmark.
De seneste måneder har der været en del debat om, hvordan man bliver behandlet som rig i Danmark.
Har I gjort jer nogen tanker om det, hvordan man skilter med rigdom?
»Jeg synes ikke, man skal skilte med at være velhavende. Jeg tror heller ikke, jeg gør det. Men det kan godt være, jeg gør det alligevel ubevidst,« siger Christian Kjær.
»Du gør det, fordi du er vokset op med det, skat. Og du er vokset op i et samfund, hvor det ikke er accepteret, at der er klasseforskel,« siger Susan Astani og tilføjer, at det er svært at være rig i Danmark.
»Her føles det, som om jo mere du bidrager, jo mere bliver du straffet. Jo mere skat skal du betale, og jo mere bliver du sat på plads. I resten af verden, hvis du bidrager med meget, så fortjener du automatisk lidt respekt fra resten af befolkningen, fordi de værdsætter, hvad du har gjort for samfundet.«
Er det nemmere at være rig i et andet land end i Danmark?
»Ja, bestemt,« svarer Susan Astani, mens Christian Kjær supplerer.
»Ja, det er dejligt at kunne sidde på en båd uden at blive kigget på. Dejligt at sidde og kigge på folk. Hvordan de agerer og reagerer.«
Susan Astani tilføjer, at hun er meget taknemmelig for det, som det danske samfund har gjort for hende. At hun kunne tage en lægeuddannelse, få SU og få tilskud til en vuggestueplads og bolig.
Savner I Danmark?
»Jeg savner ikke Danmark. Jeg elsker at være, hvor min mor har været i Schweiz. Jeg elsker min mor. Og jeg elsker min kone,« siger Christian Kjær.
Så du flytter ikke tilbage?
»Nej.«