Efter to års ægteskab gik komiker Lasse Rimmer og influencer Line Hoffmeyer fra hinanden i august.

Selvom parret er fortsat som venner, så er de kærlige følelser stadig svære at få rystet af sig, fortæller den 49-årige komiker nu.

'Der er en pæn del af mig, der ikke er færdig med godt at kunne lide Line, selvom vi ikke skal være sammen. Det skal nok lige ud af kroppen først,' lyder det fra Lasse Rimmer i en storyrække på Instagram.

Det er dog fast besluttet mellem den 49-årige komiker og den 27-årige influencer, at deres romantiske forhold er lagt i graven.

»Nu har jeg før gjort det der med at gå og håbe alt for længe, at et dødt forhold ville blomstre op igen. Og der blev jeg virkelig ked af det, og så blev jeg vred senere, og jeg har ikke lyst til at være hverken ked af det eller vred. Vi er meget enige,« siger Lasse Rimmer og fortsætter:

»Jeg tror, den enighed er en del af nøglen til, at vi har det så godt sammen. Vi er meget afklaret om, at den dør skal vi ikke beholde nøglen til. Sådan bliver det. Det er måske meget sundt.«

For selvom bruddet foregik i fred og fordragelighed, har det stadig eftervirkninger at dele et ægteskab op.

»Jeg har det efter omstændighederne rigtig godt. Det er meget, der sådan er, kan man sige, oppe i luften, sådan lidt kaotisk, lige for øjeblikket, fordi der er en masse ting, der lige skal falde i hak og føles som hverdag igen, og det kommer til at tage tid,« fortæller 'Stormester'-værten.

Lasse Rimmer skabte et stand up show om Line Hoffmeyers dårlige hjerte, dengang de var kærester.
Lasse Rimmer skabte et stand up show om Line Hoffmeyers dårlige hjerte, dengang de var kærester. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Efter skilsmissen sagde han sit job som morgenradiovært op for at kunne være der mere for sine døtre, 18-årige Pippi Alberte og 13-årige Hedvig Betty.

»Der er ny bolig, og der er ny arbejdssituation, og privatlivet er jo noget andet, end jeg havde planlagt. Men jeg synes også, vi gør det godt sammen. Line har travlt i dag med at indrette sin nye lejlighed, og jeg tror, alting kommer til at blive fint.«

Lasse Rimmer, hans døtre og Line Hoffmeyer var netop flyttet i en fælles lejlighed, da skilsmissen blev en realitet. Men nu er Line Hoffmeyer flyttet i sin egen lejlighed i Sydhavnen, mens Lasse Rimmer og døtrene bliver i det nye hjem på Amager.

»Måske havde jeg valgt en lidt mindre lejlighed, hvis jeg havde vidst, vi ikke ville komme til at dele den. Men jeg er glad for at være kommet tilbage til København,« understreger han.