Det kan godt være, Lukas Graham lige nu ”kun” er nummer 81 på den amerikanske hitliste. Det show bandet nu tager på verdensturné med er ren verdensklasse.

Wauw, for en start. Intens, rørende, nervøst, medrivende og sindssygt musikalsk.

Lukas Graham satte tirsdag aften gang i deres verdensturné med første af tre aftener i Københavns Royal Arena, og det er måske lidt pinligt at indrømme, men jeg blev flere gange rørt over at kigge på den lille lort i undertrøje, der for Gud ved hvilken gang krængte sjælen ud.

Formlen er som han synger den samme.

Not a damn thing har ændret sig siden de første koncerter på Christiania, der er bare blevet skruet op på alle knapper, så showet nu har volume til total stadionstørrelse.

Det danske band Lukas Graham med Lukas Forchhammer i front, på scenen under den første af tre koncerter i Royal Arena tirsdag den 29. januar 2019
Det danske band Lukas Graham med Lukas Forchhammer i front, på scenen under den første af tre koncerter i Royal Arena tirsdag den 29. januar 2019 Foto: Torben Christensen
Vis mere

Koncerten startede med et brag med singlerne ”Not a damn thing changed” og ”Take the world by storm”.

Lukas Forchhammers stemme druknede lidt i musikken, men da nerverne først var banket fri for rust, gik der ren Bruno Mars møder Las Vegas i den med ”Strip No More”, hvor den som altid medbragte blæser-trio The Rusty Trombones fik sat godt gang i festen.

Det nye album fra efteråret er fyldt med stille sange om hans kærlighed til familien.

Kynikere vil kalde det pladderromantik, oversmurt Disney-pløre og deprimerende.

Jeg sluger det ligesom de 16.000 i salen  til gengæld råt, og passagen i midten af koncerten med de to vuggeviser ”Stick Around” og ”Lullaby”, hvor der til sidst gik ren Coldplay i den, gik lige i hjertet på undertegnede.

At man så lige smider kæmpehittet ”Mama Said” oveni,  gør ikke midterstykket værre.

Debutkoncerten bar som nævnt præg af en anelse nervøsitet fra Lukas Forchhammers side, der flere gange knækkede over og takkede for fremmødet.

Hans familie sad i salen, så det var om at stramme op, og selvom han kan have en smart attitude, virker han oprigtig, når han kneb sig i armen over at være nået så langt med sin musik.

Et par nye klaverbårne udgaver af ”Redemption song” og ”Happy Home” sad med det medbragte gospel-kor lige i skabet, og da de til sidst satte punktum med ”7 Years” og en ordentlig gang gospel, kan man nærmest ærgre sig over, at de ikke havde taget chancen og booket Parken i stedet.

Koncerten nåede aldrig samme mindeværdige højder, som deres fantastiske juni-koncert på Østerbro stadion i 2016, hvor de netop var vendt hjem til Danmark efter første erobring af USA.

Nu fortsætter de efter København og Herning til resten af verden, og så kan man håbe, vi kan fejre nye triumfer med Lukas Graham, når de vender tilbage til Danmark til sommer.