Lukas Graham indleder tirsdag aften deres verdensturné i København. De nye sange har endnu ikke haft samme topplacering på hitlisterne som de gamle, men det er heller ikke meningen, lyder det fra bandets pladeselskab.

Den 26. oktober udsendte Lukas Graham deres tredje album ’Purple Album’, hvorfra førstesinglen ’Love Someone’ er sat til at følge op på megasuccesen ’7 Years’.

Frem mod forårets koncerter har de været på pr-turné rundt omkring i verden og i USA optrådt i flere store tv-shows, men der fortsat langt op til sidste albums hitliste-placeringer.

Med danske briller er det jo i sig selv vanvittigt imponerende, at ’Love Someone’ ligger nummer 81 på den forjættede, amerikanske singlehitliste, men når man vil blande sig med verdenstoppen, er det vel ikke helt godt nok?

Jo, lyder det fra Lukas Grahams danske pladeselskab Copenhagen Records, hvor man først forventer at ’Love Someone’ peaker i USA til marts.

»Vi er rigtig glade for forløbet, som heldigvis stadig er i positiv udvikling. Jeg tror, det er vigtigt, at når du vil lave en mellemtid på succesen for ’The Purple Album’, at der er forståelse for den store forskellighed - og hastighed for udviklingen af en sang – i de enkelte markeder. Ikke mindst det amerikanske, hvor vi ikke forventer, at fx ’Love Someone’ peaker før slutningen af marts,« lyder det fra direktør Torben Ravn.

Selvom ’7 Years’ i 2015 udkom i juni, begyndte man først at arbejde med den som single i september. Efter den blev et hit i Norden, spredte den sig videre til andre lande og gik først ind på den amerikanske singlehitliste som nummer 96 den 6. februar 2016.

Først to måneder senere i april gik den ind som nummer to i USA, så man har derfor endnu ikke travlt med den nye ’Love Someone’, der indtil videre udover i Norden også har klaret sig godt i Asien og Australien.

Lukas Graham til Grammy uddelingen i 2017.
Lukas Graham til Grammy uddelingen i 2017. Foto: PAUL BUCK
Vis mere

Om udviklingen i USA, lyder det fra Copenhagen Records:

»Det er et meget større og mere fragmenteret marked end fx det danske, og det er først her efter nytår, at sangen begynder at få fat på fx US Radio. ’Love Someone’ er netop gået top 30 på den samlede amerikanske airplaychart og vokser ugentligt i antallet af plays. Det er derfor ekstra interessant at se, hvordan sangen udvikler sig på fx Billboard over de næste par måneder.«

Lukas Graham har aldrig lagt skjul på, at verdensherredømmet var målet, og da bandet ved den amerikanske Grammy-uddeling i 2017 gik tomhændet hjem, havde frontmand Lukas Forchammer også svært ved at skjule sin skuffelse.

»Jeg har skammet mig over det. Skammet mig over at sidde ved verdens største prisuddeling og ikke kunne nyde det, fordi vi ikke vandt,« har han tidligere udtalt i en P1-dokumentar.

I 2016 blev Lukas Forchammer far for første gang, hvilket har præget både hans sangtekster og tilgang til at erobre hitlisterne.

»Det er ekstremt svært at kombinere det at være omrejsende musiker med at være en tryg familie. På langdistancen. Men jeg vil lykkes med det. Jeg vil ikke være alene. Og jeg vil gerne have mange flere børn. (…) På en måde gad jeg godt få så mange børn, at jeg ikke kunne turnere. Eller i hvert fald måtte blive i Europa. Det ville være rart,« fortalte han i december til Politiken.

De kommende dage spiller Lukas Graham fem nærmest udsolgte arena-koncerter i København og Herning, derefter venter USA, Storbritannien og så resten af Europa, inden festival-koncerterne tager over til sommer.