Dansktopbandet Kandis er kommet på alles læber, siden dokumentaren 'Kandis for livet' først gik sin sejrsgang hos anmelderne og efterfølgende blev storstreamet af danskerne.

Men trods lidt tumult omkring graden af manipulation i dokumentaren, så går det fortsat strygende for Kandis og ikke mindst dansktopbandets velkendte forsanger Johnny Dalgaard Hansen.

Siden Kandis startede i branchen for over 30 år siden, har det udgivet albums oftere end en gang om året og solgt 1,8 millioner af slagsen i alt, hvilket giver dansktopbandet et væld af platinplader på cv'et.

Men hvor meget dansktopbandet præcist har tjent på de mange salg er hemmeligt.

Johnny Hansen, forsanger og guitarist i dansktop-bandet Kandis. Johnny bor i Hurup, hvor han altid har boet, sammen med hustruen Gitte Mortensen, sønnen Nicklas og hunden Bailey.
Johnny Hansen, forsanger og guitarist i dansktop-bandet Kandis. Johnny bor i Hurup, hvor han altid har boet, sammen med hustruen Gitte Mortensen, sønnen Nicklas og hunden Bailey. Bax Lindhardt

For hverken Kandis-Johnnys enkeltmandsvirksomhed som selvstændigt udøvende scenekunstner – selskabet Musiker Johnny Hansen – eller bandets interessentselskab Kandis I/S har valgt at offentliggøre deres årsregnskaber. Og Kandis-Johnny har høfligt afslået at kommentere sin egen eller bandets økonomi overfor B.T.

Men i 2004 blev det opgjort, at Kandis selv får op imod 20 kroner per solgte album.

Det svarer altså til 36 millioner kroner, som bandet gennem tiden har kunnet deles om med skattefar og hinanden.

Så derfor bør hverken Johnny Hansen eller de to originale bandmedlemmer, keyboardspilleren Jens Erik Jensen og bassisten Jørgen Hein Jørgensen, formentligt være nervøse over, at de med de mindre offentlige selskabsformer hæfter med deres private formuer.

Dansktopbandet Kandis.
Dansktopbandet Kandis. PR

Særligt ikke Johnny Hansen, der også må forventes at tjene ekstra ved siden af som solokunster og for sine tv-optrædener, hvor han senest har kunnet ses i TV 2-programmet 'Junkfood-eksperimentet'.

Ikke mindst har Kandis gennem alle deres i alt 33 år i branchen spillet et væld af koncerter.

Omtrent 200 om året, hvoraf de fleste er helaftensarrangementer med både middag og dans, som dermed også hiver billetpriserne op.

Hertil har dansktopbandet endnu en virksomhed, der står for økonomien omkring deres konstante turnéren – og her er årsregnskabet ikke hemmeligt.

Johnny Hansen kører 100.000 km om året og kender hver en flække af kongeriet. Her spiller ham og hans band Kandis til halbal i Aaruphallen på Vestfyn.
Johnny Hansen kører 100.000 km om året og kender hver en flække af kongeriet. Her spiller ham og hans band Kandis til halbal i Aaruphallen på Vestfyn. Asger Ladefoged

Men det giver selvfølgelig sig selv, at de seneste år ikke har været nogen sjov tid at være turnerende musiker i.

Virksomheden MusikEvent ApS som ejes af Johnny Hansen og de to andre oprindelige Kandis-medlemmer – og er anført af direktør Rigo Briand Nielsen – anslår nemlig et tab på halvanden millioner kroner i seneste regnskab for 2020 på grund af nedlukninger, aflysninger og usikkerheden for fremtidige kontrakter.

De restriktionsomkostninger kompenserede staten i øvrigt for med en lille coronahjælpepakke på en sjat over de 250.000 kroner.

Heldigvis er der fortsat lige under halvanden million tilbage på kistebunden i turnévirksomheden – og det efter at årets udbytte på 800.000 kroner blev trukket ud og fordelt.

Johnny Hansen, forsanger og guitarist dansktop-bandet Kandis. Johnny bor i Hurup, hvor han altid har boet, sammen med hustruen Gitte Mortensen, sønnen Nicklas og hunden Bailey.
Johnny Hansen, forsanger og guitarist dansktop-bandet Kandis. Johnny bor i Hurup, hvor han altid har boet, sammen med hustruen Gitte Mortensen, sønnen Nicklas og hunden Bailey. Bax Lindhardt

Så selv omfattende coronanedlukninger kan ikke slå Kandis-drengene ud, som det også noteres i årsregnskabet.

»33 år er ikke for sjovs skyld, så havde vi ikke noget at byde på, var vi dømt ude for længe siden. Men jo, det gør mig sgu stolt,« fortalte forsanger Johnny Hansen for nylig til B.T. om bandets mangeårige succes.

Men han spiller selv på flere strenge end bare musikkens.

Han ejer nemlig også et investeringsselskab, et ejendomsselskab og et leasingselskab.

Johnny Dalgaard Hansen er forsanger i dansktopbandet Kandis.
Johnny Dalgaard Hansen er forsanger i dansktopbandet Kandis. Asger Ladefoged

I hans investeringsselskab JDH Invest står der tilmed i seneste regnskab hele otte millioner kroner og luner, som er kommet af musikerens succes med at investere i værdipapirer og kapitalandele.

Under det moderselskab finder man så Johnny Hansens leasingvirksomhed JDH Leasing, som køber og sælger køretøjer. Men i 2020 gav denne nyeste af forsangerens forretninger et mindre underskud, hvilket i årsregnskabet begrundes med misligholdte kontrakter, som sendte egenkapitalen ned under de 370.000 kroner.

Derudover er Johnny Hansen også medejer af ejendomsvirksomhederne J & J Ejendomme og H&L Udlejning, der køber, sælger og udlejer ejendomme og boliger – og gør det med et »tilfredsstillende« resultat.

Særligt førstnævnte J & J Ejendomme har formået at skabe et overskud på 315.000 kroner i 2020, hvilket hiver kapitalen i virksomheden godt op over de 2.850.000 kroner.

Så det er altså ikke kun den langvarige succes med musikken, der har gjort Kandis-Johnny til den mangemillionær, han er i dag.