I 33 år har der kun været én ting, der talte, når han stod på scenen: festen. At få den op at køre. Holde gang i den. Skabe god stemning. Gøre folk glade. Men da han for første gang så det hele sådan lidt udefra, blev han overrasket.
»Da jeg sad i biografen og så det på det store lærred, tænkte jeg bare: 'Fuck, virker det virkelig så stærkt på folk',« siger Johnny Hansen om at se sig selv og sine fans i den anmelderroste dokumentarfilm 'Kandis for livet'.
»Den er på DR nu. Er nomineret til tre Robert-priser og nu også to Bodil'er. Plus den lige er udtaget til en A-filmfestival i Gøteborg og købt af svensk tv,« fortæller han. Ikke uden stolthed i stemmen.
For selvom Johnny Hansen er stolt af alle årene i Danmarks mest populære danseorkester, har Kandis ikke ligefrem været en del af det fine selskab.
I hvert fald ikke i de seneste årtier.
Spoler han tiden tilbage, husker han de gode år. 90erne og 00erne. Dem, hvor de red på en bølge, og deres genre blev taget seriøst i radioen og på tv.
»Vi fik så meget eksponering og solgte sindssygt mange cd'er. 100.000 i snit,« forklarer Johnny Hansen og fortsætter:
»Men derfra mødte vi muren i København.«
Med ét blev hele dansktopgenren erklæret for dårlig smag på radio og tv.
»Pludselig var der kun fokus på rock. De, der bestemte, hvad der skulle spilles, sidder i København og var slet ikke bevidste om, hvad der skete i provinsen. Så mens det gik over stok og sten her, blev vi dømt ude i København.«
Kigger man på Kandis' tal, taler de for sig selv. Beviser, at det populære orkester klarede sig uden københavneriet.
På væggene i Johnny Hansens arbejdsværelse hænger 53 guld- og platinplader for et samlet salg af 1,8 millioner album. Side om side med musikpriser og laminerede adgangspas til store begivenheder.
Kilometerregnskabet vidner også om, at de ikke er kommet sovende til deres succes.
100.000 kilometer tilbagelægger de årligt på landevejene. 200 dansekoncerter giver de. Ikke bare dem på halvanden time og så farvel og tak. Det er tre gange en time. Plus det løse.
For fansene – og de er trofaste – skal også plejes.
»Der er for eksempel Dorte og hendes mor. De var der 300 gange på fire år. Finn fra Aarhus, som har været med siden koncert nummer to og kommer 15-20 gange om året. Annette, som mistede sin mand tidligt og begyndte at gå til Kandis-koncerter som en form for psykologhjælp. 86 gange på et år hørte hun os.«
»Vi har et særligt forhold til vores fans. Har det sjovt sammen. Mange kommer også og læsser deres bekymringer af på os. Og selvom man ikke nødvendigvis kan rumme alles historier, kan vi ofte huske dem, når vi møder dem igen,« fortæller Johnny Hansen. Stolt.
Netop forholdet mellem Kandis og deres fans endte da også med at blive omdrejningspunktet i dokumentarfilmen. Hvilket Johnny Hansen i dag er glad for.
»Nu er det faktisk en film, som alle kan se. Og ikke typiske Kandis-fans er faktisk mere glade for den end hardcore fans.«
»For de ville jo gerne have set os hjemme eller backstage. Og kan forresten heller ikke forstå, hvorfor det ikke lige er dem, der er med i den,« griner Johnny og medgiver, at filmen har givet dem en anden slags vind i sejlene. Anerkendelsens vind.
Den har gjort Kandis stuerene. Og Johnny Hansen stolt.
»Filmen har gjort noget godt for os. 33 år er ikke for sjovs skyld, så havde vi ikke noget at byde på, var vi dømt ude for længe siden. Men jo, det gør mig sgu stolt. Det gør mig stolt, at den fine del af branchen tager os seriøst.«
