»Det er med kæmpe optur på, at vi udsender den helt nye udgave af det legendariske 'Tabu Recz'-album.«

Sådan indledes et opslag på Suspekt officielle Facebook-side, hvor den populære danske rapgruppe bestående af Bai-D, Orgi-E og Rune Rask reklamerer for deres album fra 2000, som nu er blevet genoptrykt på vinyl.

Der er i skrivende stund landet godt og vel 80 kommentarer i opslaget, men det er de færreste kommentarer, som handler om det nye vinylalbum.

I stedet bliver Suspekt heglet ned for at være tavs som graven, når det kommer til bandets fire planlagte koncerter de kommende fire weekender, hvor den første efter planen skal finde sted i Jyske Bank Arena i Odense lørdag.

Suspekt. Fra venstre; Orgi-E, Rune Rask og Bai-D.
Suspekt. Fra venstre; Orgi-E, Rune Rask og Bai-D. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

På grund af den verdensomspændende corona-pandemi er der nemlig forståeligt nok en vis usikkerhed at finde blandt de Suspekt-fans, der har anskaffet sig billetter til koncerterne.

Og derfor er mange altså bestemt ikke tilfredse med, at Suspekt få dage før deres første koncert i deres 'Sindssyg Arena Tour 2020' endnu ikke har meldt noget ud.

'Meld nu noget ud for fanden!!! Kan sgu godt være, det er træls for jer, men vær nu lidt fair over for jeres fans og kom med noget info,' skriver en rasende billethaver for eksempel.

'Kommer der ikke snart info om jeres kommende koncerter? Det er mega svært at planlægge', og 'det er sgu dårlig stil', skriver to andre.

B.T. har forsøgt at kontakte Orgi-E for at gøre bandets fans klogere på, hvorvidt de skal til koncert de kommende weekender, men rapperen med det borgerlige navn Emil Simonsen er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Det er til gengæld Live Nation, der står bag afviklingen af koncerterne, og her lyder meldingen, at de netop er gået i gang med at oplyse deres kunder, at de fire koncerter i henholdsvis Jyske Bank Arena, Jyske Bank Boxen, Royal Arena og Gigantium officielt er blevet aflyst som følge af corona-restriktionerne.

Live Nation har i skrivende stund ikke besvaret B.T.'s spørgsmål omkring, hvorfor udmeldingen er kommet så sent.

Suspekt har i kølvandet på B.T.s henvendelser delt en udtalelse på sociale medier, hvori de forklarer, at de 'lige indtil det sidste har arbejdet og håbet på en løsning'.

»Men det står nu meget klart for alle, at vi ikke må samles det antal mennesker Arena-koncerterne ville huse de næste mange måneder.  Det stikker langt inde i Suspekt-hjertet, og vi havde om nogen glædet os helt absurd meget til at komme ud og spille musik for alle jer,« skriver de.

Suspekt og Live Nation oplyser endvidere, at billethavere vil modtage en mail fra Ticketmaster med præcise informationer om refundering af billetterne.