»Det er en kopi.«

En af storfavoritterne ved dette års Eurovision har, siden hans sang blev offentliggjort, måttet lytte til stemmer fra afkroge af nettet, der beskylder hans bidrag for at minde for meget om en tidligere vindersang.

Selv forklarer han, at der er en helt bestemt årsag til ligheden.

Sangeren Gjon Muharremaj, der stiller op for Schweiz under scenenavnet Gjon's Tears med det storslåede og intense nummer 'Tout L’Univers', bliver af bookmakerne spået til at være blandt de helt tunge favoritter til at løbe med sejren i sangkonkurrencen, der i år afholdes i hollandske Rotterdam.

Her ses Gjon's Tears fra Schweiz under en generalprøve under Eurovision.
Her ses Gjon's Tears fra Schweiz under en generalprøve under Eurovision. Foto: Emil Helms
Vis mere

Men særligt lige i kølvandet på, at hans sang blev offentliggjort, meldte nogle kritiske røster sig.

Røster, der mente, at hans sang mindede for meget om hollandske Duncan Laurences sang 'Arcade', som han sejrede med i konkurrencen for to år siden.

»Det er en kopi af Duncan Laurence,« har en bruger skrevet som kommentar til den schweiziske sang.

»Det er bare endnu en Duncan-wannabe,« skriver en anden.

Spørger man hovedpersonen selv, så er der ikke tale om en kopi. Men der er en grund til, at folk måske kan høre visse ligheder. Det fortæller den 22-årige Gjon's Tears til mediet Eurovisionworld:

»Vi er mennesker, vi kan lide at sammenligne. Ja, der er nogle ligheder, fordi jeg arbejdede sammen med Wouter Hardy,« forklarer han med henvisning til produceren og sangskriveren Wouter Hardy, der var med til at skrive og producere vindersangen 'Arcade'.

Han har nemlig i år været med til at skrive og komponere Gjon's Tears sang:

»Da jeg mødte Wouter, følte jeg virkelig, at han havde sin egen stil, og hvis du lytter til hans sange, kan du høre nogle få ligheder med 'Arcade'. Det er den samme person, det er hans brand. Det samme sker for mig. Mange folk genkender mig ud fra den måde, jeg synger på,« forklarer den 22-årige sanger til Eurovisionworld.

»For mig er det et kompliment (at blive sammenlignet med Duncan Laurence, red.). Det er i orden at blive sammenlignet, men det er trist, når folk beskylder dig for at kopiere nogen,« tilføjer han.

Du kan høre Gjon's Tears optræde torsdag aften, hvor han deltager i samme semifinale som Danmark. Det finder sted fra klokken 21.00, og du kan følge begivenheden her på bt.dk, hvor vi liveblogger hele aftenen i selskab med grandprix-legenden Jørgen de Mylius.