For de fleste mennesker gælder det om at komme så hurtigt igennem et toiletbesøg som muligt, når man er på festival og benytter sig af de ofte overtissede, møgbeskidte toiletvogne.

For 35-årige Søren Underberg Svendsen endte et toiletbesøg onsdag på årets Roskilde festival dog med at vare en time og 40 minutter. Og det var ikke med hans gode vilje.

Den uheldige mand, der til dagligt arbejder som smed, fortæller, at han var gået på toilettet ”efter en ordentlig omgang bytur”. I begyndelsen hyggede han sig, men da han havde gjort sin ting og skulle ud igen, var døren gået i baglås. Hans telefon var gået tør for strøm, så han kunne ikke ringe til sine venner. Der var heller ingen mennesker i nærheden til at høre hans banken om hjælp. Så han endte altså med at sidde fanget i toilet-helvedet i over halvanden time.

»Det var jo ikke sjovt, for så kunne man ikke drikke sig fuld,« lyder det fra Søren Underberg Svendsen, der dog kan glæde sig over at have klaret den værste toilet-trang.

»Jeg er helt tømt nu,« smiler han.

De nye toilet-vogne på årets Roskilde Festival med træk og slip har i år været til stor debat, da festivalgæsterne klager over for lange køer.

»Jeg er kæmpe fan af initiativet, men super dårligt udført. Der er alt for få toiletter. Jeg skulle virkelig skide i går, og jeg skulle stå i kø i helvedes lang tid. Det var en forfærdelig oplevelse, og jeg var nødt til at fyre over broen og ned til badesøens toiletter,« har en festivalgæst ved navn Holger tidligere fortalt til B.T.

Der er i år 3.000 toiletter på Roskilde Festivalen hvor 130.000 gæster i år er at finde på pladsen.