Det bliver vildt. Ikke bare vildt, men fucking fantastisk VILDT!, når Eminem på onsdag den 4. juli træder ud på Orange Scene klokken 22.30. Det tør jeg godt garantere.

Og hvorfor tror jeg så det? Det er fjerde gang, jeg skal opleve Detroit-rapperen, med det borgerlige navn Marshall Mathers, live. Og alle de gange, jeg har set ham, har han været fuld af overraskelser. Hvilken kunstner hiver en joker op af ærmet i form af Dr. Dre? Og hvem får Rihanna til at fremstå som en ukendt opvarmningskunstner? Det gør Eminem.

Jeg så Eminem første gang på Anger Management Tour i Oslo i 2001 og senest i 2014 først på Wembley Stadium i London og senere på The Monster Tour sammen med Rihanna i New York. Alle tre koncerter er i dag på min top-3 over de fedeste koncerter. Og jeg forventer bestemt, at koncerten på Roskilde Festival vil udfordre listen.

Sætlisten, som Eminem ventes at spille på Roskilde Festival, er mere eller mindre identisk med det, jeg har hørt ham optræde med for fire år siden i London og i New York. Og i så fald kan vi forvente en tur ned ad Memory Lane med hits fra ‘The Slim Shady LP’ og ‘The Marshall Mathers LP’.
Sætlisten, som Eminem ventes at spille på Roskilde Festival, er mere eller mindre identisk med det, jeg har hørt ham optræde med for fire år siden i London og i New York. Og i så fald kan vi forvente en tur ned ad Memory Lane med hits fra ‘The Slim Shady LP’ og ‘The Marshall Mathers LP’. Foto: MARK MAKELA
Vis mere

Eminem er uden tvivl en af de største artister i vor tid. Og det er ikke mindre end et scoop, at det efter to aflyste koncerter i Danmark endelig er lykkedes Roskilde Festival at få Detroit-rapperen til at spille på dansk jord.

Jeg har fulgt Eminem i mere end 20 år, siden jeg i 1997 fik hans første ep, ‘Infinite’. Er jeg så inhabil i min vurdering? Måske. Men det har omvendt også gjort mine forventninger til hans koncerter gigantiske. Men hver gang har han formået at indfri dem.

Eminem ved godt selv, at hans seneste to album, ‘Marshall Mathers LP 2’ og især ‘Revival’ - eller for den sags skyld ‘Encore’ - ikke er de bedste. Derfor plejer han heller ikke at spille en masse numre fra de plader, når han optræder live. Heldigvis.
Forvent i stedet en tur ned ad Memory Lane med stilsikre hits fra især ‘The Slim Shady LP’ (1999) og ‘The Marshall Mathers LP’ (2000).

Marshall er i dag 45 år gammel, og han har været ædru og stoffri i 10 år. Sidst jeg oplevede ham live for fire år siden, var han blevet mere fokuseret, og jeg fik en fornemmelse af en rapper, der så sit publikum i øjnene. Selv om han fysisk ikke fyldte meget på hverken Wembley eller Metlife, så - for at bruge en god kliché - nåede han langt ud over scenekanten. Eminem behøvede ikke det vilde sceneshow med dansere og fyrværkeri.
Jeg oplevede en sprudlende og dedikeret kunstner, der med sin overlegne rap-teknik og flow havde en helt særlig forbindelse til sit publikum.

I videoen herunder kan du se og høre uddrag fra Eminems tidligere koncerter.


Selv om Eminem ved sine seneste liveshows har skruet lidt ned for sit aggressive alter ego ‘Slim Shady’, er og bliver han et lyrisk monster.
Men sine sylespidse og komplekse rimkonstruktioner, brug af flerstavelsesrim og evne til at bøje ord, så de rimer, viser Eminem, hvorfor han med over 172 millioner solgte album er en af de bedst sælgende artister i verden. Selv når Eminem løb rundt på scenen, var hans udtale og lyrik klar. Og det er netop Eminems lyrik, der gør ham genial.

Den hvide rapper har sort humor. Eminem er blevet beskyldt for at være både kvindehadsk og homofobisk, og der er da også blevet uddelt verbale piskeslag, men som han har udtalt til musikmagasinet Vibe i 2005, er hans musik ikke anderledes end det, der foregår i 'South Park' eller 'Family Guy'. Eminems tekstunivers er fyldt med humoristiske figurer som Ken Kaniff, absurde tvists og gennemførte koncepter med flere lag.

Da jeg så Eminem i London, havde han taget sin mentor Dr. Dre med. Forestil jer ’Forgot About Dre’ og ‘Still D.R.E.’ live med både Dre og Em. Selv om det desværre nok er urealistisk, at legenden Dre tropper op på Orange, så er det tænkeligt med rapperne Tyler, The Creator og Royce Da 5’9” og selvfølgelig hans mangeårige samarbejdspartner Mr. Porter fra D12 og DJ Alchemist.

Eminem fra tiden efter ‘The Slim Shady LP’ (1999) og ‘The Marshall Mathers LP’ (2000). Standarden på de to album er så ekstremt høje, at vi nok må leve med, at Eminem aldrig når det niveau igen.
Eminem fra tiden efter ‘The Slim Shady LP’ (1999) og ‘The Marshall Mathers LP’ (2000). Standarden på de to album er så ekstremt høje, at vi nok må leve med, at Eminem aldrig når det niveau igen. Foto: POOL/Scanpix
Vis mere

Lov mig en ting: Gå ikke før tid, fordi du skal nå det sidste nattog eller vil undgå toiletkøen. Hvis Eminem gør, som han plejer at gøre, så gemmer han det bedste til sidst!
Ved de seneste to koncerter, jeg har oplevet, og ved sine to seneste shows på Bonnaroo-festivalen i Tennessee og Firefly Music Festival i Dover sluttede han af med ‘Lose Yourself’ - et af hans absolut fedeste numre. Sangen er fra soundtracket til hans film ’8 Mile’ og vandt også en Oscar for bedste originale sang. Den handler om at gribe nuet, så har du ikke allerede planer om at se Eminem den 4. juli, så sæt kampen ind nu …
‘This opportunity comes once in a lifetime, yo’!