Den blot 21-årige succesrapper Juice Wrld døde søndag.

Rapperen, der er slået stort igennem i USA de seneste år, faldt om i en lufthavn i Chicago - ikke længe efter afgik han ved døden. På uhyggelig vis kan noget tyde på, at han forudså sin alt for tidlige død.

Det tragiske dødsfald blev først beskrevet af det amerikanske medie TMZ.

Mediet kunne beskrive, at Juice Wrld tidligere søndag var landet i Chicago-lufthavnen Midway.

Her var han på vej gennem lufthavnsområdet, da han fik et anfald, faldt om og kollapsede.

Personale i lufthavnen ilede til. En ambulance blev tilkaldt, men inden lægerne nåede at kunne hjælpe, var den blot 21-årige rapper med det borgerlige navn Jarad Anthony Higgins afgået ved døden.

Juice Wrld kan roligt beskrives som en spirende stjerne på den amerikanske musikhimmel.

På under to år var han gået fra at været stort set ukendt til at have en pladekontrakt med et stort selskab, flere singler i toppen af den amerikanske hitliste og sågar et album - hans andet - på førstepladsen af hitlisten i Guds eget land.

Juice Wrld til Billboard Awards 2019.
Juice Wrld til Billboard Awards 2019. Foto: BRIDGET BENNETT
Vis mere

Albummet har navnet 'Death Race for Love' og nåede at ligge et par uger på toppen af Billboard-albumhitlisten.

Hans suverænt største hit må være gennembrudshittet 'Lucid Dreams', som han udgav, inden han havde fået sin første store pladekontrakt.

Den strøg ind på en sjetteplads på singlehitlisten i USA i 2018 og katapulterede Juice Wrld ind i den amerikanske rap-elite.

Men et helt andet nummer af Juice Wrld kan komme til at definere dele af hans eftermæle.

Det er et nummer fra juni 2018 ved navn 'Legends' fra EP'en ved navn 'Too Soon'.

Nummeret blev udsendt som en reaktion på medrapperne Lil Peep og XXXTentacions tidlige død.

Her rapper Juice Wrld noget, der, efter dagens nyhed om hans død, fremstår uhyggeligt.

Med reference til en række afdøde musiksuperstjerner, som afgik ved døden i en alder af 27, rapper han:

  • What’s the 27 Club? - Hvad er klub 27?
  • We ain’t making it past 21 - Vi kommer ikke til at klare den længere end 21
  • They tell me I’m a be a legend - De siger, jeg bliver en legende
  • I don’t want that title now - Jeg vil ikke have den titel nu
  • ‘Cause all the legends seem to die out - For alle legender synes at dø ud
  • What the fuck is this about? - Hvad fanden handler det om?