Den amerikanske rapper Juice Wrld er død.

Rapperen, som har haft flere store hits på den amerikanske hitliste, fik et anfald i Chicago-lufthavnen Midway. Det kostede ham livet.

Det skriver det amerikanske medie TMZ.

Juice Wrld var netop ankommet med et fly fra Californien.

På vej gennem lufthavnen blev han ramt af et anfald, og ifølge mediets kilder hastede sikkerhedspersonale til stedet.

Juice Wrld, hvis borgerlige navn er Jarad Anthony Higgins, blev efterfølgende kørt på hospitalet.

På det tidspunkt skal han stadig have været i live. Men ikke længe efter omkom han.

TMZ, som er blandt de første medier til at beskrive dødsfaldet, har talt med flere kilder i og omkring situationen, men har endnu ikke oplysninger om, hvad der førte til det meget tidlige dødsfald.

Juice Wrld til Billboard Awards 2019.
Juice Wrld til Billboard Awards 2019. Foto: BRIDGET BENNETT
Vis mere

Juice Wrld blev for alvor et navn, man tog seriøst i den amerikanske musikbranche, da han i 2018 strøg helt op på en andenplads på den amerikanske hitliste –​ Billboard.

Det gjorde han med nummeret 'Lucid Dreams'.

Også nummeret 'All Girls Are the Same' blev et hit for Chicago-rapperen. Det toppede med en placering som nummer 41 på den amerikanske hitliste.

De to store hits betød, at Juice Wrld ikke længe efter skrev kontrakt med Interscope Records, der er blandt de helt store inden for rapmusikken i USA.

Og det var med til at katapultere den unge rapper helt op blandt de store i USA.

Debutalbummet, 'Goodbye & Good Riddance', fra 2018 opnåede således en sjetteplads på albumhitlisten i USA – og tre af albummets singler strøg ind på top-100 på singlehitlisten.

Tidligere i år udgav Juice Wrld så sit andet album, 'Death Race for Love', der landede på en imponerende førsteplads på hitlisten, hvor det blev i et par uger.

Juice Wrld blev kun 21 år.

Andre læser også