Den for nyligt afdøde amerikanske rapper Juice WRLD er nu blevet begravet.

Det skete fredag ved en ceremoni, der havde deltagelse af rapperens nærmeste venner og familie.

Begravelsen fandt sted i kirken med det mundrette navn Holy Temple Cathedral Church of God in Christ, der ligger i byen Harvey, Illinois i USA, ikke langt fra rapperens fødeby, Chicago.

Ifølge det amerikanske medie TMZ var begravelsen en såkaldt 'open-casket', hvor kisten med den afdøde får lov til at stå åben under ceremonien, således at de pårørende kan se den afdøde en sidste gang.

Ved begravelsen blev der uddelt et skriftligt program indeholdende billeder af Juice WRLD med det borgerlige navn Jarad Anthony Higgins.

Ifølge mediet benyttede rapperens mor, Carmella Wallace, begravelsen til at hylde sin søn, ligesom Juice WRLDs søskende og bedstemor også holdt taler ved begravelsen.

21-årige Jarad Anthony Higgins gik bort søndag 8. december, da han fik et anfald i Chicago-lufthavnen Midway International Airport.

Efterfølgende har det vist sig, at politiet stormede rapperens fly, kort efter at det var landet i Chicago.

Politiet var nemlig blevet tippet om, at nogle af rapperens venner på flyet bar håndvåben. Våben, som det efterfølgende viste sig, at de havde tilladelse til at bære.

Politiets indsats i flyet fik angiveligt 21-årige Juice WRLD til at sluge en masse smertestillende piller af mærket Percocet.

Kort efter faldt rapperen om i lufthavnens hangar, hvorefter paramedicinere forsøgte at holde Juice WRLD i live i 40 minutter, inden han blev bragt til hospitalet og erklæret død.

Det formodes, at Juice WRLD døde af en overdosis på grund af pilleindtaget, men obduktionen af rapperens lig er endnu ikke fuldendt, hvorfor den egentlige dødsårsag stadig er ukendt.