En hypet serie nøgenbilleder, en medvirken i TV 2-programmet 'Stormester' og ikke mindst en stribe ultrapopulære pophits har det seneste år været med til at sikre Tobias Rahim status som denne sommers store danske popstjerne.

For tiden bliver alt, hvad han rører ved til guld, og helt usædvanligt har han i løbet af foråret nærmest konstant indtaget alle tre podiepladser på den danske singlehitliste med sangene 'Stor mand', 'Mucki Bar' og det seneste skud: 'Feberdrømme Xx Dubai'.

»Jeg kommer til at tage den hele vejen,« lød det profetisk fra Tobias Rahim ifølge Politiken, da han i december 2020 gav koncert på Store Vega i København.

Inden da havde den i dag 33-årige sanger haft en omflakkende karriere med afstikkere til både Sydamerika, Afrika og DRs talentkonkurrence 'Karrierekanonen', hvor han i 2013 som en del af duoen Camilo & Grande måtte nøjes med at se sejren gå til navne som Vild Smith og The Minds of 99.

Andreas Odbjerg og Tobias Rahim.
Andreas Odbjerg og Tobias Rahim. Foto: Pressefoto
Vis mere

Sidste års coronanedlukning hen over vinteren ramte Tobias Rahim hårdt, men det førte også et vendepunkt med sig.

Han har tidligere fortalt til B.T., hvordan han først kæmpede sig ud af sin vinterdepression ved at skrive 1.000 vrede, melankolske sange, men pludselig en dag dumpede kollegaen Andreas Odbjerg tilfældigt ind i studiet.

»Han fejrede et eller andet, så han var lidt småfuld og kom ind med god energi, og så begyndte vi sammen med produceren Arto at lave det her nummer. Jeg føler, det kom fra universet,« forklarede Tobias Rahim om tilblivelsen af gennembrudshittet 'Stor mand', der siden udgivelsen i august sidste år for tiden nærmer sig imponerende 30 millioner afspilninger på Spotify.

Så var der også udgivelsen af en række opsigtsvækkende nøgenbilleder.

Tobias Rahim.
Tobias Rahim. Foto: Petra Kleis
Vis mere

I maj sidste år annoncerede han under en koncert, at han ville sætte sit eget nøgenbillede til salg på internettet som en såkaldt NFT-fil – også kendt som kryptokunst.

»Det er enormt angstprovokerende at dele sådan et billede, men jeg har længe forsøgt at konfrontere nogle af de ting, der tænder min frygt,« forklarede han til dr.dk og tilføjede, at han samtidig gerne ville vise, at selvom han er en mand, så er han ikke 'giftig'.

Han understregede, at han støtter op om MeToo-bevægelsen, men synes, det er ærgerligt, hvis man ikke længere kan være stolt af at være en mand i dagens Danmark.

Billedserien fik enorm opmærksom og en søgning på dba.dk viser, at en af plakaterne i fysisk form i dag, her et år efter, sælges for helt op til 7.000 kroner.

Til sidst blev hr. og fru Danmark for alvor introduceret for Tobias Rahim, da han i efteråret medvirkede i TV 2s populære underholdningsprogram 'Stormester' sammen med komikere som Simon Talbot og Linda P.

»Jeg erkender gerne, at jeg ikke vidste, hvem han var til at starte med,« fortæller TV 2-redaktør Jes Schrøder, der gerne ville have en popmusiker med i sit program til at bryde rækken af traditionelle komiske deltagere og blev overbevist, da hans redaktion viste nogle af Tobias Rahims musikvideoer.

»Jeg så en, hvor han går rundt i en have iført en cowboyhat og en, hvor han bliver 'født' af Burhan G (Se videoen HER), som jeg syntes var gevaldigt sjove,« husker han tilbage og tilføjer:

»Han gav programmet en ekstra dimension og greb jo også virkelig chancen ved blandt andet at lave en fantastisk sang til et ældre ægtepar, der fik vært Lasse Rimmer til at græde. Tobias Rahim er jo en showmand. Han har et humoristisk blik på tilværelsen og derfor passede han også godt ind i 'Stormester'.«

'Stormester' 2021: (Fra venstre mod højre) Jonas Mogensen, Sofie Jo Kaufmanas, Lasse Rimmer, Simon Talbot, Mark Le Fevre, Linda P og Tobias Rahim.
'Stormester' 2021: (Fra venstre mod højre) Jonas Mogensen, Sofie Jo Kaufmanas, Lasse Rimmer, Simon Talbot, Mark Le Fevre, Linda P og Tobias Rahim.
Vis mere

TV-caster, manager og rådgiver for en lang række kendte danskere Elisa Lykke opsummerer Tobias Rahims aktuelle status:

»Han er jo den største stjerne på den danske scene i øjeblikket. Uanset om jeg taler med min 75-årige mor eller en 13-årig teenager, så har de alle et crush på Tobias Rahim. Ud over at have lavet de her store hits, har han bare en sexappeal, der får alle vinduer til at dampe.«

Hun fremhæver netop deltagelsen i 'Stormester' som en strategisk genistreg, der gav ham en ekstra folkelighed, og så har han gjort det hele på den helt rigtige mystiske måde.

»Man ved ikke særligt meget om hans privatliv – om han for eksempel har en kæreste. På den måde har han det lidt som Nik & Jay havde i deres helt unge dage. Derudover er han jo ikke 19 år, men har noget maskulinitet og en alder, der gør, at han rammer lidt bredere.«