Efter fire års pause fik Nephew i løbet sommeren cementeret, at de stadig er hele Danmarks husorkester.

Først vendte de tilbage med endnu en ikonisk nattekoncert på Roskilde Festivals Orange Scene.

Herefter skabte de årets måske største øjeblik, da kronprins Frederik pludselig kom på scenen under deres koncert på Smukfest.

Nephew udsender på torsdag albummet 'Ring-i-Ring', der følger op på årets fire minialbums. Som altid har de lagt mange kræfter i det, men de ser sig først og fremmest som et liveband, og koncerten med kronprinsen fik igen for alvor sat dem på landkortet.

Nephew anno 2018.
Nephew anno 2018. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

B.T. møder Simon Kvamm og Kristian Riis fra Nephew, der mindes deres comeback-sommer som meget overvældende.

»Det var overvældende ad helvede til at mærke den kærlighed fra folk. På Roskilde var det specifikt sjovt at mærke, at der var mange især helt unge drenge på 20-22 år helt oppe foran stå med en sindssyg energi,« lyder det fra Simon Kvamm.

»Der er noget vildt over at holde pause i flere år – og vi har vitterlig ikke siddet lårene af hinanden – og så komme ud og se publikum igen. Vi har haft og har stadig et kæmpe undertryk for at komme ud og spille vores nye sange,« tilføjer Kristian Riis.

Om koncerten på Smukfest, hvor kronprins Frederik pludselig overraskede alle med at komme ind og afgøre en publikumskonkurrence, fortæller Simon Kvamm:

»Det var virkelig en spontan idé, og det hele kommer af at kende ham lidt i forvejen. Han ville gerne se koncerten med sine venner fra siden af scenen. Han skrev, om han kunne det, og det kunne han selvfølgelig godt.«

På Roskilde Festival havde de afgjort publikumskonkurrencen med det VM-aktuelle 'VAR'-system, og Nephew havde så backstage snakket om, hvordan de kunne toppe det på Smukfest.

»Hvad nu, hvis konkurrencen endte uafgjort, og vi skulle have en uvildig ind? Hvem kunne det være? Vi kiggede på hinanden og tænkte 'kronprinsen'. Han var med på den, og så sprang det hele jo bare i luften,« smiler Simon Kvamm.

Kristian Riis tilføjer:

»Det er vigtig at understrege, at vi ikke har haft et pr-bureau ind over. Det var bare Simon, der var hurtig til at gribe bolden. Vi vidste godt, at det ville give nogle reaktioner, men det tryk, det gav, var vi slet ikke forberedte på.«

Nephew.
Nephew. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Nephew er stolte over, at de er blevet sådan et band, der kan trække sådan en kanin op af hatten. Problemet er nu, hvordan de skal overgå det, når de til oktober spiller koncerter i Jyske Bank Boxen og Royal Arena og til foråret tager videre på en arena-turné.

»Ja, det må vi lige finde ud af. Måske kommer Donald Trump,« joker Simon Kvamm.

Det er 14 år siden, Nephew fik det store gennembrud med albummet 'USADSB'. Siden er de kun blevet større og større for hvert album, og med det seneste nye medlem, Marie Højlund, føler de sig virkelig klar til at tage på landevejen med den helt tunge produktion.

»Fra vi kunne, har vi sammenlignet os mere med internationale bands. Det er ikke, fordi danske bands gør det dårligt – der er bare ikke så mange, der spiller de her store arenaer. I weekenden skal jeg for eksempel ind og se U2. Ikke fordi jeg er verdens største fan, men fordi de leverer et show og en produktion ud over det sædvanlige,« forklarer Kristian Riis.

»Det kan godt være, vores koncerter er en god indtægtskilde, men vi bruger også rigtig mange penge på dem for at give publikum den bedst mulige oplevelse,« supplerer Simon Kvamm og tilføjer, at han personligt har fået mere ro på frontmand-rollen.

Nephews nye album, 'Ring-i-Ring'.
Nephews nye album, 'Ring-i-Ring'. Foto: Albumcover
Vis mere

»Efter Roskilde-koncerten var der en anmelder, der skrev, at vi var gået fra at være de frække nevøer til nogle kloge onkler. Vi var blevet lidt rundere i det. Og det kan jeg måske godt følge. Jeg er også begyndt at kunne nyde koncerterne mere. Tidligere kunne jeg godt have tendens til at krampe lidt sammen og overpræstere.«

Nephew anno 2018 er delt op i tre landsdele: Simon Kvamm bor i Thy, Kristian Riis i København og resten i Aarhus. Det kræver derfor en del planlægning at få skemaet til at gå op.

»Vi mødtes i Aarhus i 1996 og havde en hverdag sammen på universitetet. Så udvikler man sig, får andre jobs og interesser og er til tider en blanding af et hobby- og et professionelt band. Men det fungerer, og på den måde har vi gjort lidt op med tanken om, at man skal bruge al sin tid på det, for at det kan lykkes,« smiler Kristian Riis.