Nephews koncert i K.B. Hallen onsdag var langtfra lige så god som sidste sommers comeback-koncerter i Roskilde og Smukfest, men Danmarks største rockband havde alligevel et par esser med i ærmet.

Det var egentlig lidt en koncert på det jævne. Til tider lidt kedelig faktisk. Simon Kvamm og co. manglede nerve og spænding, og de virkede i det hele taget til at køre lidt på automatpilot sammenlignet med tidligere.

Nephew ER et af Danmarks bedste liveband, og der er som sådan ikke så mange fingre at sætte på niveauet i K.B. Hallen, som de fyldte flot ud med en storladen produktion, en imponerende flot bagskærm og et knivskarpt lysshow.

Alligevel stod jeg flere gange i løbet af koncerten og mistede koncentrationen op imod scenen, hvor de blandede nye og gamle sange – og hvor det blev tydeligt, at Nephews flirten med de gamle højskolesange endnu ikke har slået helt igennem blandt publikum.

Ekstrakoncert med Nephew i KB Hallen
Ekstrakoncert med Nephew i KB Hallen Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men Nephew er heldigvis altid god for overraskelser og gimmicks, og dem var der flere af.

Simon Kvamm er en gudsbenået publikumsindpisker og fik under numre som 'Science Fiction & Familien', 'Hjertestarter' og 'USADSB' skabt en kæmpe fest.

Han var også i drillehumør og leverede op til flere underholdende stikpiller i løbet af aftenen.

Først fortalte han, at hans hund havde fødselsdag. Guitarist Kristian Riis begyndte på 'I dag er det…', hvorefter Simon Kvamm afbrød med et 'arh, vi er ikke Volbeat'.

Ekstrakoncert med Nephew i KB Hallen
Ekstrakoncert med Nephew i KB Hallen Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det gamle hit 'Superliga' havde han også opdateret i anledning af den kommende valgkamp med linjer som (løst citeret):

»Pernille Vermund er had.« »Thyra Frank er blevet væk i sin krop.« »Naser Khader er blank.« »Inger Støjberg er bange, så alle de brune skal tages til fange.« »Lars Løkke er faldet i søvn med Thulesen Dahls hånd oppe i røven.«

Pia Kjærsgaard, Anders Samuelsen, Kristian Jensen og Klaus Riskær samt Ghita Nørby blev også nævnt. Dén nyfortolkning havde du nok ikke set komme.

Som en anden gimmick er Nikolaj Koppel med på Nephews aktuelle turné som opvarmer. Det virkede først lidt højpandet at lade ham indlede en rockkoncert med et kort foredrag om blandt andet højskolesangbogen, men da han bad publikum synge med på salmen 'Se nu stiger solen af havets skød', fungerede det alligevel ret fedt.

Ekstrakoncert med Nephew i KB Hallen
Ekstrakoncert med Nephew i KB Hallen Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Nik & Jay kiggede forbi først på et remix af '007 is also gonna die' blandet med deres eget hit 'Skytsengel' for derefter fællessinglen 'Rejsekammerater', der gav et fint afbræk til det bombastiske Nephew-bagkatalog.

Aftenens sidste gimmick stod Simon Kvamm igen for, da han bagest i salen satte sig alene ved et klaver og spillede et nedbarberet medley af Nephews hitkatalog.

Det blev lidt akavet, da resten af bandet stillede sig i rundkreds og dannede kor, og de trak også medleyet lidt for langt ud, men det var overordnet forfriskende at høre gamle hit som 'En wanna be Darth Vader', 'Worst Best Case Scenario' og 'T-kryds' i en hel ny ren udgave.

Sidstnævnte nummer mente Simon Kvamm med et stort glimt i øjet, at verdensstjernen Camila Cabello har stjålet til sit hit 'Havana'. Det kan man jo så selv lytte efter, om han har ret.

Nephew er stadig de største, men de er set stærkere – også trods de mange underholdende indslag.