Med et ærligt billede af sig selv annoncerer musikeren Medina, at hun fremover også vil være vært på sin egen podcast 'Hele mennesker'.

Det bliver en ny og mere 'holistisk' side af hende, man vil møde, lover hun selv på Instagram.

'Dette billede er taget ti uger efter, jeg fødte min anden søn, og et par dage efter en operation i maven. Så med friske sting glæder det mig at byde velkommen til min nye podcast,' skriver hun og lægger op til at det bliver ærlige og sårbare emner, der skal vendes.

For 'Hele mennesker' kommer til at handle om, hvordan mennesker håndterer udfordringer.

'Den handler om, hvordan vi lærer at acceptere os selv, og accepterer at, når man er nede og mærke bunden, er vi selv herre over, hvornår vi vil op igen, og hvordan vi kommer det.'

Fra poscastmediet Ally lyder det, at Medina fremover vil invitere en række kendte danskere forbi til en snak om, hvordan de har håndteret modgang i deres liv.

I første omgang er det Melvin Kakooza og Magnus Millang, der fortæller om at møde blandt andet angst og sygdom.

Måske er der basis for mange flere besøg i studiet for i kommentarsporet på Instagram hilser både Helle Thorning-Schmidt, Sarah Zobel, Sofie Linde, Cecilie Beck, Dar Salim, Signe Lindkvist blandt mange andre kendte Medinas nye baby velkommen.

Det er ikke første gang, at Medina viser en mere sårbar side af sig selv. Det gjorde hun også i filmen og tv-serien 'Medina', der havde premiere i foråret.

Her havde hun givet dokumentarfilminstruktør, Kaspar Astrup Schröder, lov til at komme helt tæt på og tegne et portræt, som B.T.s anmelder gav fem stjerner og kaldte et »ukritisk, men super rørende indblik i et vildt popstjerneliv«.

Den nye Podcast kan fra i dag høres, hvis man downloader appen Ally.