Lyt til artiklen

Det er svært ikke at få ondt af Medina, når man ser hendes nye dokumentarfilm 'Medina'.

Hun får undervejs i den cirka 100 minutter lange film lov til at slippe uden om et par ubehagelige spørgsmål, men generelt set får man stor sympati for den danske popdronning, hvis liv de sidste mange år har virket som en rutsjebanetur, de færreste havde overlevet uden at kaste op undervejs.

Vi er med, når Medina taler med en psykoterapeut om bagsiden af kendis-medaljen.

Medina har om nogen måttet stå model til en masse grimme overskrifter, og det er rørende, når hun grædende genfortæller historien, om dengang hun i 2013 i desperation overfaldt en ugebladsjournalist i lufthavnen.

Medina.
Medina. Foto: Pressefoto
Vis mere

Vi hører om hendes liv med stalkere. Om hvor lidt hjælp der er at hente hos politiet, og hvordan hun derfor af frygt altid sover længst væk fra døren i sit soveværelse.

Det er stærke sager, og som hun ulykkeligt konstaterer, er det, der gør hende allermest glad – musikken – også det, der gør allermest skade.

Medina er hele tiden omringet af folk, men hun virker til at kæmpe sine kampe alene.

Man ærgrer sig derfor over, at hendes manager ikke bliver spurgt, om de gjorde nok for at beskytte hende, da alting gik amok.

I stedet er pressen dokumentarfilmens store skurk, og man skal i den sammenhæng se filmen med et par forbehold.

Instruktør Kaspar Astrup Schrøder har angivelig kendt Medina, før hun blev en popstjerne, ligesom Medinas eget pladselselskab står som medafsender på filmen, og måske derfor står Medinas kamp mod medierne fuldstændig uimodsagt?

Veninden Julie Zangenberg får lov at påstå, at medierne over en bred kam udelukkende bygger folk op for at smadre dem igen, og lidt underligt vælger man at ignorere episoden i 2017, da Medina blev taget for kokain-kørsel og skiftede navn for at undgå opmærksomhed i retten.

Det skulle efter sigende blive omtalt i den otte afsnit lange serie-udgave af dokumentaren på Discovery+, men i biografversionen er det udeladt, og det er ærgeligt, at man ikke lader Medina reflekterere over de gange, hvor hun måske selv tog nogle uheldige valg.

Dokumentaren ‘Medina’ havde premiere 3. maj i udvalgte biografer.
Dokumentaren ‘Medina’ havde premiere 3. maj i udvalgte biografer. Foto: Pressefoto
Vis mere

Det er jo ikke, fordi Medina ikke deler gavmildt ud, og i resten af dokumentarfilmen viser hun sårbart sider frem, der både frembringer, smil, glæde og tårer.

Vi møder hendes søde, jordbundne forældre og ser Medina passe på sin skrøbelige lillesøster, der lider af skizofreni.

Vi er med til Medina og hendes mand Malos intime bryllup i en lille lejlighed, og Medina fortæller sødt om deres første møde, hvor hun blev forelsket på stedet af hans brægende sangstemme i kirken ved et fælles vennepars bryllup.

Medina afslører ærligt, at hun mistede et barn på grund af stress, og vi er med helt tæt på, da det igen lykkedes at blive gravid, og man ser hende ligge udkørt på fødestuen med en pose chips på maven.

Hvorfor Medina endte som et jaget bytte – om det udelukkende var mediernes skyld – eller om andre ting også spillede ind, bliver man aldrig rigtig klogere på.

Men 'Medina' er et stærkt portræt af mennesket bag popstjernen, der – uanset hvor meget hun må stå igennem – betyder så meget for så mange mennesker, at publikum stadig synger med, når hun i dag 13 år efter gennembruddet går på scenen.