Johnny Deluxe er tilbage!

Det danske poprockband brød stort igennem i 2003 med nummeret 'Elskovspony'.

Herefter fulgte tre album og en tredjeplads i Dansk Melodi Grand Prix, før de i 2012 gik i opløsning, men nu ser de ud til at gøre comeback.

Formelt set blev Johnny Deluxe allerede gendannet i 2016, men efter et par singler under radaren på selskabet GL Music, har de nu skrevet under med et af Danmarks største musikselskaber Universal Music og lover, at der er ny musik på vej.

Johnny Deluxe.
Johnny Deluxe.
Vis mere

'I dag skrev vi kontrakt med Universal Music. Vi glæder os til det nye samarbejde og til at udgive ny musik i foråret 2022,' skriver bandet på Instagram.

Johnny Deluxe blev dannet i London i 2000, da tre af medlemmerne forsøgte at slå igennem i udlandet.

Det lykkedes ikke, og derfor søgte de tilbage til Danmark, hvor de først deltog i DM i Rock og siden DRs talentkonkurrence 'Karrierekanonen', hvor de i 2003 vandt masser af spilletid på P3 sammen med andre nye navne som Tue West.

Gennembrudshittet 'Elskovspony' blev fulgt op af duetten 'Drømmer jeg' med den svenske sangerinde Anna Nordell, og herefter gik det over stok og sten i midten af 00erne.

Noam Halby og Katrine Bonde til 'Vild med dans' i 2012.
Noam Halby og Katrine Bonde til 'Vild med dans' i 2012. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Da de i 2009 deltog i 'Dansk Melodi Grand Prix', måtte de dog se sejren gå til sangeren Brinck og hans vindersang, 'Believe Again'.

Og da Noam Halby senere samme år deltog i 'Vild med dans', måtte han ligeledes nøjes med en syvendeplads.

Til gengæld scorede han sin dansepartner Katrine Bonde, som han i 2016 blev gift med og i dag har to børn sammen med.

Noam Halby har også en kort overgang forsøgt sig som solist, da han i 2012 udgav sangen 'Kildevand og kærlighed', men nu er der altså ny musik på vej fra Johnny Deluxe.