Han er på hjemmebane, når han iført læder og nitter og akkompagneret af hårde metalriffs står på scenen og krænger sit indre ud. Der er han Ronnie Atkins fra Pretty Maids. Men da mobiltelefonen den morgen for halvandet år siden vækkede ham på et lufthavnshotel i München, blev al rock'n'roll suget ud af ham.

»'Vi har booket tid til en PET-scanning på Vejle Sygehus om en time,' sagde de i den anden ende. Jeg fik sgu et chok. Det gjorde jeg virkelig. For jeg ved godt, hvad PET-scanninger er,« siger han.

Ronnie Atkins – eller Paul Christensen, som rockstjernens borgerlige navn er – har i 40 år stået på de største scener i verden. Nu sidder han i lænestolen i hjemmet i Vejle med et krus kaffe inden for rækkevidde. Uden læder og nitter.

Hans liv – eller det, der er tilbage af det – er ændret radikalt. Selvom han er aktuel med sit første soloalbum, 'One Shot', kan det meget vel blive hans sidste.

For siden den dag i München for halvandet år siden har han levet på lånt tid.

»Skal jeg flyve hjem med det samme,« spurgte han. »Ja,« lød svaret.

I efteråret 2019 fik den kendte rocksanger konstateret lungekræft. Øvre lungelap blev fjernet. Bagsiden af hans ribben skrabet og brændt fri for kræftceller. Fire en halv time tog operationen. Så fulgte kemoterapi og 38 strålebehandlinger.

Så lettelsen var enorm, da han for et år siden blev erklæret kræftfri. Glad og høj delte han nyheden med de mange fans på de sociale medier.

Pretty Maids på Skanderborg Festival i 2017.
Pretty Maids på Skanderborg Festival i 2017. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Det så godt ud. Der var ikke spor at se. Selvfølgelig vidste jeg, at det ikke var en garanti, og at jeg de næste fem år skulle til kontrol,« siger han. Og tilføjer så:

»Men så fik jeg den der lortemelding. Jeg havde ikke regnet med, at det gik så hurtigt. Det havde lægerne heller ikke.«

Han griber efter kaffekruset, tager en slurk. Som for at skylle smagen af den bitre sandhed ned.

Kun seks uger nåede Paul Christensen at baske i livets berusende vingesus. Nu var kræften vendt tilbage. Den var uhelbredelig. Der var metastaser. De havde spredt sig til knoglemarven. Han var i stadie fire.

»Det rev tæppet fuldstændig væk under mig. Bare at se ordene i journalen – se, at der nu kun er livsforlængende behandling. Så er det ligesom, at alt håb forsvinder.«

»Jeg gik totalt i panik i en periode. Hostede ad helvede til og kunne sådan set slet ikke synge, for mit lungevæv var fuldstændig smadret af strålerne. Det var forfærdeligt.«

»Oven i det kom corona og lockdown. For fanden, min søn fik beskeden, da han sad i toget fra København, og vi måtte hverken kramme eller noget. Jeg skulle isoleres og holde afstand. Det var helt forfærdeligt – det kunne ikke komme på et dårligere tidspunkt,« siger Paul Christensen, som ud over sønnen Patrick på 28 er far til Michelle på 25 og har været gift med Pernille i 30 år. Derudover tæller husstanden den franske bulldog Mogens.

Han erkender, at det for familien var – og er – en hård pille at sluge. Ikke mindst på grund af historikken i hans egen familie.

Det var hårdt at skulle fortælle børnene, at kræften var vendt tilbage. Her ses Paul Christensen dog i et stolt øjeblik med sønnen, Patrick, som arbejder på pladeselskabet Sony Music og for et par år siden kunne overrække sin far en guldplade for Pretty Maids-albummet 'Stripped'.
Det var hårdt at skulle fortælle børnene, at kræften var vendt tilbage. Her ses Paul Christensen dog i et stolt øjeblik med sønnen, Patrick, som arbejder på pladeselskabet Sony Music og for et par år siden kunne overrække sin far en guldplade for Pretty Maids-albummet 'Stripped'.
Vis mere

»Jeg har jo selv prøvet at være der. Jeg var 22, da min mor fik lungekræft som 55-årig og døde to år senere. Jeg kan godt huske, hvordan det var. Men dengang var det ikke noget, man snakkede om. Det gør vi heldigvis nu, så vi har hjulpet det, vi kunne,« siger Paul Christensen om de svære samtaler.

»Men jeg tabte jo ikke håret, blev ikke bleg og fik ikke den grimme kulør. Jeg har egentlig været frisk nok, har ikke lignet en syg, så jeg tror, at det har gjort, at børnene ligesom har kunnet skubbe det lidt foran sig.«

Med sit lange lyse hår ligner han også sig selv, som han rolig og velovervejet fortæller om det, der er hans virkelighed nu.

»Det kan gå fucking stærkt. Så derfor skal vi leve livet, mens vi er her,« siger han og insisterer på, at der skal være plads til grin, et glas rødvin eller to i weekenden, en bajer med naboen over hækken.

»Folk skal også kunne holde ud at være sammen med mig. Jeg vil ikke bare sidde og være en syg, sur og bitter gammel mand.«

Men diagnosen tærer på ham.

»Hver tredje måned skal jeg scannes, og om lidt skal jeg have svar på den seneste. Så lige nu ved jeg ikke, om jeg er under mistanke, ved ikke, hvad jeg får at vide. Det er mit liv lige nu.«

»Hvis der ikke er noget, kan jeg live op igen i et par måneder. Men det værste er, at jeg ikke kan planlægge en skid. For jeg ved ikke, hvor jeg er henne om et halvt år. Vi lever livet i intervaller på tre måneder,« siger Paul Christensen, hvis største drøm er at komme på den rejse til Sicilien, som han og Pernille skulle have været på, da livet pludselig spændte ben for ham.

»I stedet har vi været halvandet år i kræft- og coronahelvede.«

Han sukker.

»Det fylder hele tiden. Jeg prøver at abstrahere fra det. Ser lidt fjernsyn, spiller lidt musik, træner, går nogle lange ture. Men det er inde i mit hoved hele tiden. Får jeg et jag i siden eller pludselig hovedpine, tænker jeg straks 'Hvad nu?'« siger Paul Christensen om den konstante tilstedeværelse af tanker om sin sygdom.

At skrive sangene til det nye album, 'One Shot', var nærmest som terapi for Paul Christensen, der er ramt af uhelbredelig kræft og i dag kun får livsforlængende medicin.
At skrive sangene til det nye album, 'One Shot', var nærmest som terapi for Paul Christensen, der er ramt af uhelbredelig kræft og i dag kun får livsforlængende medicin. Foto: Tallee Savage
Vis mere

På det seneste har han da også set en del udsendelser om livet efter døden.

»Pludselig er det aktuelt for mig at forholde mig til døden. Vi ved jo ikke, hvad der kommer bagefter. Er det et trinbræt til evigheden, eller …?«

»Døden er abstrakt at tale om. Det synes jeg også nu, selvom jeg nok er tættere på, end jeg har lyst til at være. Jeg ved sgu ikke, om jeg er bange for den. Jeg er mere bange for at miste alt det, jeg holder af.«

»Jeg har jo set mine børn vokse op – de har det godt, og alt er fint. Men jeg vil gerne nå at få børnebørn. Jeg vil også gerne lave en plade mere. Gerne lave mere musik. Optræde. Men det er jeg jo ikke selv herre over,« konstaterer han tørt. Og smiler så.

»Hør nu her, jeg har levet et fedt liv. Et sjovt liv. Og det er jeg trods alt glad for, at jeg har. Jeg har været i øst og i vest, haft et indholdsrigt liv, set verden.«

»Jeg er her stadig et år efter. Men det vidste jeg jo ikke, at jeg ville være. For de fleste er ikke i live, et år efter at det har bredt sig til knoglerne. Der er kun to procent chance for at overleve. Og man skal tro på miraklet.«

Albummet 'One Shot' udkommer 12. marts