I 40 år har han levet det vilde rock'n'roll-liv rundtomkring i verden. Smadret hotelværelser, været høj på sprut, feteret af fans i øst og vest. Men nu lyder der andre toner fra den kendte forsanger i Pretty Maids.
»Jeg er nok blevet lidt dybere, lidt mere melankolsk og nærværende,« siger Paul Christensen, som i fire årtier har været kendt under scenenavnet Ronnie Atkins.
Det er da også i dét navn, at han nu udsender sit første soloalbum, 'One Shot', hvis titel og indhold trækker tråde til, hvor han er i dag. Som uhelbredelig syg af kræft.
»Fra at være kræftfri kom jeg pludselig i livsforlængende behandling. Så for at kunne være i alt det der besluttede jeg at skrive nogle sange.«
»Jeg brugte det simpelthen som en slags terapi for at parkere alt det dårlige og fokusere på det positive. Og det er jeg sgu sådan set glad for, at jeg har gjort,« siger Paul Christensen, som fra fans i hele verden har fået overvældende respons på de første singler, der er ude.
»Fantastisk, Ronnie. Du har reddet mit liv så mange gange med dine sange, kæmp videre mod den grimme cancer-bastard. Mine tanker er hos dig,« lyder én af mange.
Og han er rørt over reaktionerne fra nær og fjern.
»Det er selvfølgelig en trist baggrund at lave pr på. Men det er, hvad det er,« siger han om sangene, der kredser om livets skrøbelighed og om at gribe det, mens det er der.
Set derfra, hvor man ved, at det når som helst kan være slut.
»Jeg har på intet tidspunkt tænkt på det kommercielt. På det tidspunkt, hvor jeg lavede sangene, anede jeg jo ikke engang, om jeg ville leve, når den plade kom ud.«
»Det var først og fremmest terapeutisk at have noget at beskæftige mig med, for jeg kunne ikke så meget andet,« forklarer Paul Christensen, som oven i den barske kræftdiagnose også har været ramt af coronabegrænsninger.
»Så jeg har stort set ikke set nogen af dem, der har været med til at lave den plade. Det er foregået med lydfiler frem og tilbage. Ret syret,« smiler han og erkender, at det faldt ham nemt at skrive teksterne, selvom de ligger langt væk fra det heavy metal-univers, han i årtier har været hjemmevant i.
»Det havde været mere svært at skrive om øl, fisse og hornmusik i den situation, jeg stod i. Jeg var bare et andet sted. Samtidig skulle det jo ikke være en begravelsesplade. Men jeg blev bare mere nærværende på en eller anden måde.«
Faktisk skulle 2021 have været fejret med et brag. For det er 40 år siden, at Pretty Maids blev dannet. Men med Paul Christensens sygdom følger også uvisheden om fremtiden. Også for det næsten legendariske band.
»I hvert fald med mig som forsanger,« konstaterer han, men ser tilbage på årene med stærke følelser.
»Det vildeste for mig er i virkeligheden, at jeg gennem de 40 år har fået lov til at udleve min drengedrøm. Og at vi har lavet nogle plader, som har dannet præcedens for en ny generation af bands.«
»Selvfølgelig har vi også levet det vilde liv. Det har været sjovt. Fis og ballade. Og jeg har ikke sparet mig selv i alle de år. Men det har også været en kasket, jeg har taget på.«
»For jeg har altid haft min familie at komme hjem til. Og for mig har det været fedt også at være lille Paul fra Vejle, som blev sendt ud at slå græs og klippe hæk,« griner han.
Men nu er virkeligheden en anden. Og har præget den, han er.
»Selvfølgelig har det vendt op og ned på alting. Også for mig selv. Jeg nyder nok mere de små ting i hverdagen, end jeg gjorde før. Tager måske ikke så meget for givet. Jeg tænker mere over tingene i dag. Er nok blevet mere sensitiv, har lettere til tårer. For det rammer sgu én,« siger han med tænksomme øjne.
»Men døden er en del af livet. Det er en tærskel, vi skal over. Så vi må vi se, hvad der venter.«
Ronnie Atkins' 'One Shot' udsendes 12. marts
