Sidste år slog lynet ned i den danske rapgruppe Den Gale Pose, da producer Rasmus Berg pludselig døde kun 45 år gammel.

Gruppen med Jesper ’Jokeren’ Dahl i front var samtidig i al hemmelighed i gang med en genforening, men pludselig måtte der sadles om.

Genforeningen kom nu til at stå i et mere alvorligt skær, så da Den Gale Pose den 26. april i år, for første gang siden 2011, stod på scenen sammen igen til Fredagsrock i Tivoli, var det samtidig med en stor hyldest til deres afdøde ven og bandmedlem.

»Det blev en særlig aften. Det var rigtig fint,« lyder det fra Jokeren, da B.T. møder Den Gale Pose backstage på årets Tinderbox-festival i Odense.

Den Gale Pose samlet på Tinderbox.
Den Gale Pose samlet på Tinderbox. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Folk stod med lysende telefoner i vejret, og vi oplevede en enorm respekt omkring Rasmus og det bidrag, han har givet til musikken,« uddyber han.

Nu - et par måneder efter koncerten i Tivoli - vælger Den Gale Pose at udgive ny musik for første gang i 18 år i form af singlen ’Indtil vi ses igen’, der netop er en hyldest til Rasmus Berg og vennerne Jeppe Bisgaard og Master Fatman, som de også har mistet den seneste tid.

»Jeg skrev teksten, efter jeg havde lagt tre venner i graven inden for et halvt år.«

»Så tænker man: ’Hold kæft, livet går stærkt’. Man har det jo med at fortrænge, at man skal dø,« fortæller Jokeren.

De udgiver singlen netop på Rasmus Bergs fødselsdag, og det er derfor med følelserne ude på tøjet, at de går rundt på Tinderbox denne weekend.

Den Gale Pose 2019. Med i gruppen er også DJ Static.
Den Gale Pose 2019. Med i gruppen er også DJ Static.
Vis mere

»Det er en speciel dag. Det er super følelsesladet og så det med, at vi skal interviewes om det. Det ripper op i en masse ting. Det er blevet et vigtigt emne at tale om, men der er ingen tvivl om, at det ikke er sjovt. Slet ikke,« lyder det fra gruppens anden producer, Nick Kvaran.

»Det var en totalt dobbeltfølelse at være til Rasmus’ begravelse,« fortæller Szhirley.

»Man var der, fordi man havde mistet en kær ven. Man er trist, og så ser man alle sine gamle venner, der er samlet igen. Så bliver det også en påmindelse om at leve livet.«

Netop 'carpe diem'-begrebet er blevet et mantra for de resterende medlemmer af Den Gale Pose.

»Sangen handler også om at hylde livet og huske at nyde det. Dem, vi har mistet, sidder og kigger ned på os og siger: 'Kom nu. Selvom vi er døde, skal I huske at leve videre',« smiler Jokeren.

»Hellere tænke: 'Fuck, det var noget lort, jeg gjorde', end slet ikke at gøre det. Du har ét liv. Fyr den af, mens du er her,« tilføjer Szhirley med et grin.

Og der er trods den aktuelle, triste sag god stemning i den gendannede rapgruppe.

Da B.T. kort snakker med dem, joker Szhirley om, at de burde gå kort i opløsning igen bare for at få omtalen.

»Det er ligesom i gamle dage, vi er bare blevet et par dage ældre,« griner hun.

»Jeg har det, som om vi er skæbneforbundet. Så laver man noget hver for sig, og så møder man hinanden igen. Vi har delt så meget liv sammen, at vi altid vil have noget sammen,« tilføjer Jokeren, der er klar på meget mere i fremtiden.

»Jeg bliver inspireret af at hænge ud med de andre. Jeg kommer i DGP-mode, som er lidt fis og ballade. Men vi er jo heller ikke 24 år længere, så hvis der kommer mere musik, så vil teksterne nok også afspejle, hvor vi er nu.«