Han har hittet med numre som 'New Eyes' og 'Planets'. Nu kan den unge danske sanger Nicklas Sahl også prale med at være et hit i Kongehuset.

Den 24. oktober afholdt foreningen American Chamber of Commerce deres 20-års jubilæum med en gallamiddag i Moltkes Palæ midt i København.

Her var Nicklas Sahl hyret til at stå for underholdningen, og det endte med at blive et ikke helt almindeligt job.

Blandt gæsterne var nemlig kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der netop var hjemvendt fra Japan, og efter den lille minikoncert fik han mulighed for at snakke med Mary.

»Det var stort. Rigtig stort. Jeg har aldrig været så tæt på dem før. Det var virkelig en sjov oplevelse,« fortæller Nicklas Sahl til B.T..

»Det at optræde og så også lige snakke en lille smule med kronprinsessen. Det er bare noget specielt at møde de mennesker.«

Som så mange andre har Nicklas Sahl kun ros til Danmarks kommende konge og dronning. Han følte, at Mary var godt forberedt og spurgte ind til hans musik.

»Hun virkede begejstret. Det er fedt, hvis man kan have en lille fan i kongehuset,« fortæller han med et smil.

Som udgangspunkt var aftenen bare endnu et firmajob, som Nicklas Sahl spiller engang imellem. Han var hyret igennem sit sædvanlige bookingselskab, men blev alligevel på forhånd advaret om, at der ville være særlige gæster til stede:

»De sagde 'tag lige noget pænt tøj på ikke',« griner Nicklas Sahl.

Nicklas Sahl var torsdag til premieren på filmen 'Kollision', hvor han har leveret nummeret 'Hvis jeg kunne live som dig'.

Ved Danish Music Awards forleden var han nomineret i kategorierne 'Årets nye danske navn' og 'Årets danske radiohit'.