Den 31-årige sanger og tidligere skuespiller Micky Skeel skal være far for første gang.

Nyheden falder samtidig med annonceringen af hans nye single 'I Can't Wait', der netop handler om de lykkelige omstændigheder.

Hans hustru, Jytte Marquard Knap, der selv laver musik under kunstnernavnet JYTTE, har termin i maj, og de er selvfølgelig spændte på det hele:

»Min kone og jeg glæder os meget til at blive forældre. Dog føles det meget surrealistisk på nuværende tidspunkt, at jeg kommer til at holde min søn i favnen for første gang inden for de næste fem måneder,« lyder det fra Micky Skeel i en pressemeddelese.

Her nævnes det også, at han skrev sin nye single samme dag, som han fik at vide, at han skulle være far, så 'I Can't Wait' er fyldt med impulsivitet og glæde.

Micky Skeel, der i sine teenageår begyndte som skuespiller i film som 'Af banen' og 'Familien Gregersen', har derudover også hittet som den ene del af popgruppen PULS, der blandt andet  med stor succes udgav singlen 'Dope' med creme-kongen Ole Henriksen.

Han var i en årrække også kæreste med sangerinden Anne Gadegaard, som han skrev sangen 'Suitcase' til, der i 2015 opnåede en andenplads ved Dansk Melodi Grand Prix.

De seneste år har Micky Skeel boet i Los Angeles, hvor han i 2018 blev gift med Jytte Marquard Knap. Han fortalte sidste år i et interview med B.T. om det lidt specielle bryllup, der blev afholdt i Las Vegas.

Micky Skeel.
Micky Skeel. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Hun havde været hjemme i Danmark i tre uger, da jeg besluttede mig for at fri til hende. Jeg havde skypet med hendes forældre, før hun kom, og så tog vi af sted til Las Vegas og blev gift. Jeg tror, vi endte i samme kapel som i 'Hangover'-filmen. Vi kunne få et Elvis-bryllup, men det syntes vi alligevel var lidt for komedie-agtigt.«

»Så tog vi hjem på hotellet, åd en burger, drak en øl og begyndte så at ringe hjem. Det var lidt sjovt at tage røven på mine venner.«

De holdt et ekstra bryllup i Danmark for venner og familie sidste sommer, og i efteråret flyttede de så tilbage til Danmark, hvor de nu altså skal igang med at stifte deres egen lille familie.

I første omgang kan man høre mere på den nye single 'I Can't Wait', der udkommer den 24. januar.