Sanger og tidligere skuespiller Micky Skeel havde efterhånden prøvet det meste i den danske underholdningsbranche.

Han havde hittet som popstjerne med nummeret 'Dope', der med cremekongen Ole Henriksens hjælp gik dobbelt platin, han havde spillet over for den tidligere 'James Bond'-stjerne Pierce Brosnan i Susanne Biers film 'Den skaldede frisør' og hjulpet sin ekskæreste Anne Gadegaard til tops i Dansk Melodi Grand Prix (De fik flest seer-stemmer, men tabte førstepladsen efter juryens afgørelse).

For to år siden havde Micky Skeel imidlertid mødt kvinden i sit liv, og hvis de skulle ud på et eventyr, før der begyndte at komme børn ind i billedet, så var det nu.

Så han fik lyst til at trække stikket og prøve noget nyt.

Hans kæreste solgte sin lejlighed, han havde en pæn check i lommen efter at have leveret en sang til den svenske Eurovision-vinder Måns Zelmerlöw, og så fløj de sammen til USA og Los Angeles.

»Jeg havde længe haft lyst til at prøve at flytte til udlandet. Man kan jo lave musik over det hele, så er det bare fedt at prøve at gøre det i L.A., hvor vejret altid er skidegodt,« fortæller Micky Skeel.

For ikke at blive sendt hurtigt tilbage til Danmark indskrev Micky Skeel sig på en musikskole, der godt nok kostede 100.000 kroner at gå på, men som gav ham visum til at kunne blive i byen i mere end de sædvanlige tre måneder, turister har ret til.

»Det gjorde, at vi kunne tage det stille og roligt og prøve at se, hvad vi kunne komme i gang med af musik,« forklarer han.

Han fortæller, hvordan de i små bidder fik smagt af livet i Hollywood. Hvordan de var med til en 'klassisk' L.A.-fest i et kæmpe hus med swimmingpool og mennesker, der tager 'ting', de måske ikke burde tage.

»Min kæreste havde en session med en pige, lige da vi kom derover. Hun havde måske 10.000 følgere på Instagram, da de mødtes. Så kom hun med i 'The Four' (et talentshow a la 'X Factor'), og et halvt år efter havde hun to millioner følgere. Det var vildt at opleve.«

Så var det, at Micky Skeel sidste år fik en god ide.

Han havde flere gange været i Las Vegas, og hans kæreste jokede altid med, om de ikke skulle blive gift der.

»Hun havde været hjemme i Danmark i tre uger, da jeg besluttede mig for at fri til hende. Jeg havde skypet med hendes forældre, før hun kom, og så tog vi af sted til Las Vegas og blev gift,« fortæller han med et grin.

»Jeg tror, vi endte i samme kapel som i 'Hangover'-filmen. Vi kunne få et Elvis-bryllup, men det syntes vi alligevel var lidt for komedie-agtigt.«

Med en kameramand som eneste vidne blev Micky Skeel og hans kæreste gift i al hemmelighed i den berømte spilleby, og da det samtidig var nat i Danmark, gik der timer, før de kunne afsløre det for alle dem derhjemme.

»Da vi kom ud af kapellet, kom der en stiv mand gående. Han spurgte, om vi lige var blevet gift, og gav så en highfive,« smiler Micky Skeel.

»Så tog vi hjem på hotellet, åd en burger, drak en øl og begyndte så at ringe hjem. Det var lidt sjovt at tage røven på mine venner.«

De holdt i sommer et bryllup for venner og familie i Danmark, og for nylig flyttede Micky Skeel og hans hustru så hjem til Danmark igen, hvor de for tiden bor hos hendes forældre, indtil de finder ud af, hvad der så skal ske.

»Jeg fik så småt lidt ting op at stå i L.A., men det krævede nok tre-fem år mere derovre for for alvor at gå i gang i noget.«

»Og så totalt forelsket er jeg heller ikke i byen. Til sidst blev savnet af venner og familie i Danmark for stort.«

Micky Skeel.
Micky Skeel. Foto: Pressefoto
Vis mere