Nytårsaftensdag 2015 meddelte den danske popduo Noah, at den ene halvdel, Lasse Dyrholm, havde forladt bandet.

Forklaringen lød, at Lasse hellere ville forfølge 'andre kreative opgaver', men nu fortæller duoens andet medlem, Troels Gustavsen, sandheden om bruddet, og hvorfor de ikke har talt sammen siden.

Troels og Lasse blev bedste venner i midten af 00'erne, da de begge gik på gymnasiet i Nykøbing Falster.

De hyggede sig med at lave musik og fik på teenageværelserne skrevet nogle sange, der i 2012 pludselig gav dem et stort gennembrud med singlerne 'Alt er forbi' og 'Over byen', som blev råspillet i radioen.

Noget gik imidlertid galt. Udadtil var Noah et nyt spændende navn på den danske musikscene, men privat var succesen kun med til at gøre tingene værre.

»Det begyndte måske allerede lang tid før, vi fik en pladekontrakt, men blot hang ud hjemme hos hinanden i gymnasiet,« fortæller Troels.

»Vi drak øl, skrev musik og havde det egentlig bare sjovt. Jeg syntes, vi skulle smide vores sange op på YouTube, men det gad Lasse ikke. Af en eller anden årsag smed vi alligevel 'Alt er forbi' op.«

Sangen fik straks opmærksomhed fra pladeselskabscheferne i København, og i 2010 fik drengene en kontrakt med Copenhagen Records – selskabet, der arbejdede med store danske navne som Alphabeat, Nik & Jay og Nephew.

Så røg Noah ind i deres første krise.

»Da vi bare lavede musik for sjov, gik det hurtigt. Jeg tror, vi lavede seks singler på tre uger, så da vi skrev kontrakt med Copenhagen Records, sagde vi selvsikkert, at vi kunne have et album færdig på et par måneder. Det endte så med at tage to år,« husker han tilbage.

»Vi røg ind en regulær skriveblokering og sad bare og stirrede ind i en skærm. Vi kunne slet ikke håndtere forventningspresset.«

Det lykkedes dem i 2013 at få udsendt debutalbummet 'Noah', men da hang deres samarbejde allerede i laser.

Gammelt pressefoto af Noah. Lasse og Troels.
Gammelt pressefoto af Noah. Lasse og Troels. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Vi havde jo været de bedste venner og i mange år brugt al vores tid sammen. Vi var mere sammen med hinanden, end vi var med vores kærester. Da det pludselig blev seriøst med musikken, og vi skulle til at være professionelle samarbejdspartnere, begyndte venskabet at slå revner.«

De havde fået hul igennem til et stort dansk publikum, men presset for hele tiden at skulle levere, spille koncerter og lave nye hit blev for meget, og de fik til sidst brug for at få luft for hinanden.

»Vi troede, den bedste samarbejdspartner er ens bedste ven, men det var det ikke for os. Derudover var vi alt for forskellige. Lasse kunne godt lide faste arbejdstider med fri i weekenden, men sådan fungerer det jo ikke som musiker, og når man så har dage, hvor der ikke kommer noget ud af ens arbejde, så er det frustrerende.«

Til sidst blev de enige om at stoppe. Musikken havde ødelagt deres venskab, og de besluttede at lade efterårsturneen i 2015 blive den sidste som duo.

»Vi snakkede næsten ikke sammen på den sidste turné. Vi var totalt overmættet af hinandens selskab. Derfor var den sidste koncert også meget følsom. Vi vidste, venskabet var gået i stykker.«

Troels valgte at videreføre Noah som solist og deltog blandt andet i 2016 i TV2-programmet 'Toppen af poppen', ligesom han udsendte albummet '1988' med fine salgs- og streamingtal.

Han fortæller, at han ikke har talt med Lasse siden deres sidste koncert for tre år siden, og at han nu forsøger at række ud med singlen 'Undskyld', der er en direkte undskyldning til hans gamle ven.

»Det sluttede ret hårdt, og i løbet af turneen kunne der en gang imellem komme spydige kommentarer hen over scenen. Det ligger stadig i mig. Han var jo stadig min bedste ven, selvom vi blev uvenner.«

Han tænker, at de måske kunne have reddet venskabet, hvis de langt tidligere havde sagt stop og holdt musikkarrieren ude af deres venskab. Sådan skulle det bare ikke gå.

»Jeg tror fra starten, det mest var mig, der havde en drøm om at leve af musikken. Vi skulle bare have været venner, og så skulle jeg have taget musikken for mig selv.«

Troels tilføjer, at selvom han er ked af at have mistet sin bedste ven, så fortryder han ikke noget og tror, de begge i dag er landet et godt sted.

»Alt i alt har livet lært mig at acceptere tilværelsen, og at intet holder for evigt. Så gælder det bare om at få det bedste ud af det hele.«

'Undskyld' er ude nu.