Danmarks Radio spiller fortsat R. Kellys musik, selvom sangeren mandag blev fundet skyldig i at have stået i spidsen for omfattende menneskehandel med seksuelt motiv i årtier.

Der er dog mindst én af DRs radioværter, der længe ikke har villet spille R. Kellys musik.

Det er Dan Rachlin, der udover at være dj også er vært på P5-programmet 'Hit på hit'.

»Jeg synes helt generelt, man skal passe på med ikke at kunne skelne mellem kunst og kunster,« understreger Dan Rachlin over for B.T.

Alligevel valgte han at skære R. Kelly af sine playlister både som radiovært og dj efter at have set 'Surviving R. Kelly'-dokumentaren fra 2019, hvori der fremlægges flere af de alvorlige anklager, som R. Kelly nu er blevet dømt for.

Også Rachlins dj-kollega, kulturjournalisten Nanna Balslev, boykottede R. Kelly, længe inden sangeren fik en officiel dom.

Selvom også hun mener, det kan være en glidebane, når først man bortdømmer en musiker.

»For mig er det en personlig vurdering, at jeg ikke vil spille R. Kelly, fordi hans musik og hans sangtekster ligger så tæt op ad hans kvindesyn, og de ting, han har gjort og nu er dømt for. Derfor vil jeg ikke kunne undgå at se det som en blåstempling af ham. Ikke mindst fordi det er foregået over så lang tid og har været så åbenlyst,« forklarer Nanna Balslev til B.T.

Også omfanget af R. Kellys forbrydelser er det, der har fået Dan Rachlin til at tage afstand til musikken.

For da det for to år siden var Michael Jacksons musik, der blev diskuteret, efter pædofilianklager imod ham fremkom i dokumentaren 'Leaving Neverland', så stod Dan Rachlin fast på fortsat at spille det afdøde ikons sange.

Men når det kommer til R. Kelly, så var 'Surviving R. Kelly'-dokumentaren altså nok til et boykot for radioværten.

»Der er den forskel, at Michael Jackson var død, han kunne ikke svare igen. Som amatørjurist synes jeg også, at de vidneudsagn og historier, der kom frem dengang, virkede svagere og mere utroværdige end det rædselsbillede, der er blevet tegnet af R. Kelly. Det er en helt anden kaliber med et enormt antal postulerede forurettede,« forklarer Dan Rachlin.

Dan Rachlin har været musikformidler i mange år. I dag arbejder han som dj og som radiovært på P5-programmet 'Hit på hit'.
Dan Rachlin har været musikformidler i mange år. I dag arbejder han som dj og som radiovært på P5-programmet 'Hit på hit'. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Nanna Balslev mener heller ikke, man længere vil kunne se bort fra de grove forbrydelser, R. Kelly nu er dømt for. De kommer til at præge hans eftermæle.

»Han er blevet dømt skyldig i alle ni anklagepunkter, så man må formode, at han får en streng straf. Han kan sidde inde i alt mellem ti år og livstid. Og så tror jeg, han får rigtig svært ved at kunne tjene penge på sin musik igen, fordi folk kommer til at tage afstand fra hans musik, især i USA. Der så man allerede efter dokumentaren, at radiostationerne ikke ville spille ham,« fortæller kulturjournalisten.

»Men der, hvor det bliver rigtigt spændende, er at se, hvad de store streamingtjenester gør. For så starter der en stor debat om, hvem der så skal fjernes eller ej.«

En problemstilling, Dan Rachlin godt tør give sin egen løsning på.

»Musikeren skal have en tung dom eller et tocifret antal sager bag sig, så ville jeg overveje situationen,« lyder det fra radioværten.