Mandag aften blev musikeren R. Kelly kendt skyldig i alle anklager mod ham ved en føderal domstol i New York. Anklager om alt fra menneskehandel med seksuelt motiv til afpresning.

Det betyder dog ikke, at man for fremtiden ikke ville kunne høre R. Kellys største numre som 'Ignition' og 'I believe I can fly' på Danmarks Radio.

Det forklarer radiochef Anette Kokholm i et skriftligt svar til B.T.

»Som vi tidligere har sagt, arbejder DR ikke med censur eller lister over forbudte kunstnere, men selvfølgelig forholder vi os løbende til musikken og den kontekst, den indgår i. Der er altid tale om en redaktionel vurdering fra sag til sag, og om vi for eksempel skal undgå at spille konkrete sange i en periode,« lyder det fra radiochefen.

»Det gælder også her, og redaktionerne tænker sig selvfølgelig sig om, hvis en kunstner for eksempel har fået en dom eller på anden måde er i søgelyset.«

Retstegning af R. Kelly fra da han mandag blev dømt skyldig i alle ni anklagepunkter om blandt andet menneskehandel og for at have drevet en prostitutionsring.
Retstegning af R. Kelly fra da han mandag blev dømt skyldig i alle ni anklagepunkter om blandt andet menneskehandel og for at have drevet en prostitutionsring. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Hos Bauer Media, der driver radiostationerne The Voice, NOVA, Radio 100, Pop FM, Radio Soft og MyRock, er man tværtimod gået den stik modsatte vej.

Her besluttede man allerede tilbage i 2019 – da dokumentaren 'Surviving R. Kelly' fremlagde flere af de anklager, som sangeren nu er dømt for – at man ikke ville spille hans musik.

»For os handler det om vores ansvar over for lytterne og det signal, vi sender ved, om vi vil spille artisterne eller ej. Det er et klart signal, at hvis der bare er en overvejende sandsynlighed for, at R. Kelly er skyldig, spiller vi ham ikke. Og det er jo ikke første gang, at han er beskyldt for pædofili,« lød det dengang fra indholdschefen Tobias Nielsen til tv2.dk.

Dengang svarede Danmarks Radio lige som nu, at man fortsat vil spille R. Kellys musik.

»Om han bliver dømt eller ej, så kan jeg ikke se noget problem i, at en vært af redaktionelle grunde vælger at spille R. Kelly. Hvis han bliver dømt, så synes jeg ikke, man bare kan lade som om, at hans musik ikke findes,« lød det fra P3s musikansvarlige, Mathias Buch Jensen, til dr.dk.

B.T. har rettet henvendelser til Bauer Media om deres afstandtagen til R. Kellys musik, men de er endnu ikke vendt tilbage.