Man kan ikke mærke, der er gået 39 år, siden ABBAS seneste plade. Men det er ikke nødvendigvis positivt.

Det mener The Guardians anmelder Jude Rogers, der giver det ikoniske grandprixband to stjerner for et både gammeldags og forældet comeback-album.

»Det fremkalder ikke nostalgi, men mild kvalme,« skriver han i sin anmeldelse.

Fredag udkom albummet 'Voyage', der både er et comeback-album og en afskedsplade fra de svenske verdensstjerner, som dermed kan sætte punktum for en karriere, der tog sin begyndelse i 1972 og for alvor fik luft under vingerne med 'Waterloo' og grandprixsejren to år senere.

Det nye ABBA-album 'Voyage' udkom fredag.
Det nye ABBA-album 'Voyage' udkom fredag. JONATHAN NACKSTRAND

Bandet bestod af de to ægtepar Agnetha Fältskog og Björn Ulvaeus samt Anni-Frid Lyngstad og Benny Andersson.

Og da deres respektive ægteskaber stoppede i begyndelsen af 80erne gjorde ABBA det samme.

Indtil de i 2018 kunne annoncere, at de havde været i studiet sammen for at indspille to singler. Og natten til fredag udkom så albummet 'Voyage', der viste sig at indeholde ti helt nye sange.

Om albummet er godt, blive du nok nødt til selv at vurdere. I hvert fald er anmelderne rygende uenige.

Mens blandt andre B.T.s anmelder fik gåsehud ved første gennemlytning og giver 'Voyage' fem stjerner, er andre anderledes negative.

Blandt andre altså The Guardians Jude Rogers som hæfter sig ved, at flere af teksterne virker malplacerede i 2021 og lige så godt kunne være fra ABBAS storhedstid i 70erne.

»'When you danced with me' fortæller historien om en pige, der bliver efterladt i Kilkenny, fordi hendes elskede 'forlod hende til fordel for byen'. I flere år har hun ventet på, at han kommer tilbage, får vi at vide – tilsyneladende er hun helt uvidende om togruter, køreprøver eller sms-beskeder,« skriver han.

På albummet er også julesangen 'Little things', som Jude Rogers heller ikke har meget fidus til.

Han finder det nemlig forstyrrende, at et børnekor her synger med på en sang, der indeholder linjer om 'mors og fars sexliv', skriver han.

Sangens første vers handler om et par, der drømmer om at 'blive i sengen lidt endnu', inden deres børn vågner, og der bliver både sunget om 'frække øjne' og 'blid berøring', inden linjen, som Jude Rogers har det svært med, kommer:

'Du overvejer at komme med en morgenmadsbakke, men det har en pris,'

At antyde, at man kan bytte sig til en romantisk gestus for sex, er ikke særlig nutidigt, mener Jude Rogers, der påpeger, at Björn Ulvaeus og Benny Andersson aldrig har været særlig feministiske i deres sangskrivning, som ofte har handlet om en kvinde, der venter på en mand, der kan frelse hende.