Mod alle odds og samtidig som forventet gav Saveus med supertalentet Martin Hedegaard i front onsdag aften på årets Roskilde festival den måske flotteste åbning af Orange Scene i mange år.

Opbuddet var stort. Der var godt fyldt foran Danmarks største og mest legendariske scene. Mange var kommet for at se, hvad Martin Hedegaard var i stand til, og den krølhårede sanger virkede da også  – forståeligt – en smule anspændt (nervøs?), da han sammen med sit band indtog scenen med den kølige, stilsikre, elektroniske ’Erase My Mind’.

Forløsningen kom dog hurtigt med radiohittet ’Everchanging’, hvor Martins særlige blanding af James Blake og Freddie Mercury foldede sig ud over pladsen, og herfra var det kun, som om intensiteten steg fra nummer til nummer, samtidig med at lyden sjældent er hørt bedre og mere klar på Orange Scene.

Det var fedt at opleve Martin Hedegaard stilsikkert skifte op og ned i gear. Hans imponerende vokal er i verdensklasse, og bandet fandt den perfekte blanding af stramtkoreograferede 'radioudgaver' og solo-lir som den indlagt trommesolo efter ’Ready To Die’.

Rosfe18. Saveus på Orange Scene under Roskilde Festival, onsdag den 4. juli 2018.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Rosfe18. Saveus på Orange Scene under Roskilde Festival, onsdag den 4. juli 2018.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Meget af Saveus’ musik kan betegnes som elektronisk gospel-pop, og de storladne numre passede perfekt til Orange Scenes kæmpe område. Numre som ’Himalaya’, 'Time Can Heal A Man’ og ’Will Somebody Saveus’ fik publikum til at gå amok, og på et tidspunkt endda til at bryde lållende ud i stadion-rock-klassikeren ’Seven Nation Army’. Når man kan sætte hak af ved den for et relativt nyt dansk band, er man nået langt.

Til sidst, før Martin Hedegaard i ren eufori smed t-shirten og kastede sig ud i publikum, var det nærmest rørende, da han med skælvende røst udbrød et ”tak for i dag, denne her glemmer vi aldrig” for til sidst at slutte showet med kronen på værket: Gennembrudsnummeret ’Levitate Me’.

Det er nærmest poetisk, at den første vinder af 'X Factor' beviser, at man sagtens kan blive en stor stjerne, hvis bare viljen og talentet er der, samme år DR lægger ’X Factor’ i graven.