Saveus med Martin Hedegaard i front leverede onsdag en af de bedste og mest velbesøgte åbningskoncerter i Roskilde Festivals historie. B.T. mødte bandet dagen derpå til verdens bedste tømmermænd.

»Det var rimelig specielt at vågne op i dag og komme tilbage på pladsen og se Orange Scene igen. Det var jo noget, vi har set frem til længe, og endelig skete det,« lyder det fra Martin Hedegaard med et stort smil, da han og resten af Saveus torsdag eftermiddag er tilbage på festivalpladsen.

»Selvfølgelig havde vi været nervøse. Det skal man være, men jeg havde lagt en hel klar plan for dagen,« fortæller Martin Hedegaard og forklarer, hvordan han fra morgenstunden havde planlagt præcis, hvad han skulle spise og drikke for at være klar til at spille foran Orange Scenes 50.000-100.000 gæster.

»Da det kom til stykket, kunne jeg ikke spise en skid,« griner Martin Hedegaard, og bandets guitarist Kasper Krabbe supplerer:

»Da vi skulle af sted mod Roskilde, og jeg ringer til Martin fra vores bus og siger, at vi er hos ham om tre minutter, siger han bare ’så må jeg hellere se at komme i bad’. Så planen var totalt skredet, haha.«

Saveus åbnede Orange scene på årets Roskilde Festival.
Saveus åbnede Orange scene på årets Roskilde Festival. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

I slutningen af koncerten, da Saveus spillede gennembrudshittet ’Levitate Me’, slap Martin Hedegaard for alvor tøjlerne og kastede sig ud i publikum i bar mave. Det stunt var dog planlagt på forhånd, afslører han.

»Man må jo ikke rigtig stagedive, men jeg havde været i dialog med Roskilde om det. Det er vigtigt for mig, at når jeg stagediver, at folk får en god oplevelse, og jeg ikke springer ud og rammer en med et knæ i ansigtet.«

Saveus spillede omkring klokken 18. Senere på aftenen overtog den amerikanske raplegende Eminem scenen, men selvom de delte backstageområde, fik Saveus-drengene ikke et glimt af festivalens allerstørste stjerne.

»Hans backstageområde var totalt spærret af og nærmest en by i byen. Da vi gik ned fra scenen, måtte vi for eksempel ikke gå den direkte vej, fordi der var lukket af. Vi kom med vores lille bus og noget lys, Eminem kom med fem lastbiler. Jeg har hørt, at Bruno Mars kommer med 14,« griner keyboardspiller Simon Mønsted.

»Jeg synes faktisk, at det er fedt, at Eminem kom med sit kæmpe udstyr og masser af fyrværkeri, mens vi holdt os til det helt basale og koncentrerede os om musikken,« tilføjer Martin Hedegaaard.

For cirka 14 dage siden aflyste Saveus deres koncert til Rock i Holstebro grundet sygdom. Martin Hedegaard har ikke lyst til at gå i detaljer med, hvorfor de måtte aflyse, men understreger, at alt igen var, som det skulle være, da de spillede på Roskilde Festival.

»Nogle gange er der bare ting, der spænder ben sygdomsmæssigt, så man må aflyse. I dag har jeg det rigtig godt, så jeg var ikke nervøs over ikke at nå at blive klar.«

Siden Danmark i 2015 ved P3 Guld første gang stiftede bekendtskab med Martin Hedegaards nye projekt, efter han som teenager blev kendt i ’X Factor’, må man nu sige, at han med Saveus' koncert på Danmarks største scene endelig har rystet fortiden af sig og nu kan betegnes som et etableret navn på den danske musikscene.

I løbet af sommeren kan de opleves i blandt andet Tivoli Friheden og på Smukfest.

Martin Hedegaard på Orange scene 2018.
Martin Hedegaard på Orange scene 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere