Niels-Kristian Iversen har haft en forfærdelig uge.

Først sluttede han som nummer 13 i VM-serien og fik dermed ikke noget wildcard til næste års serie, så styrtede han voldsomt i et løb i Polen, hvor han nærmest blev torpederet af en anden kører og brækkede et ribben, og til sidst blev han så testet positiv for coronavirus.

Det er til at forstå, hvis han er helt nede i kulkælderen, men danskeren er overraskende rolig, da B.T. fanger ham på telefon:

»Jeg har det okay, men jeg keder mig røven ud af bukserne.«

Niels-Kristian Iversen sidder alene i en lejlighed i Polen, hvor han har tilbragt store dele af de seneste seks måneder. På grund af coronavirussen har det nemlig ikke været muligt at vende hjem til England, hvor han bor, og kun korte ophold i forbindelse med løb i Danmark og Sverige har været det eneste afbræk for danskeren.

»Det har været bøvlet at rejse frem og tilbage. Min familie bor i England, men de var ved mig i tre måneder. De tog så hjem i august, da min datter skulle starte i skole igen.«

Han fortæller, at han ikke har haft de store symptomer på corona. I weekenden fik han høj temperatur og lidt ondt i halsen, men ikke noget videre alvorligt.

»Det kommer og går sådan lidt dag for dag. Men det går bedre i dag.«

Han fordriver tiden i isolation med at se tv og serier, og så har han også fået ordnet noget papirarbejde.

Virussen er kulminationen på en svær tid. Ja, faktisk et svært år. Han har døjet med flere skader i løbet af året, kom aldrig rigtig op i omdrejninger og havde af samme grund heller ikke et stort år rent resultatmæssigt.

Han blev senest vraget til VM-serien, da der skulle uddeles wildcards til næste år. Noget, der ikke kom bag på den 38-årige dansker.

»Ja, det er et år til skraldespanden. Jeg ødelagde min skulder, missede opstarten, brækkede hånden i det første hjemmeløb og kom mig først lige, da VM-serien gik i gang.«

»Det eneste positive har været coronatesten,« griner han.

Han føler selv, at han har været forfulgt af uheld, men hæfter sig samtidig ved, at det ikke nytter noget at hænge med mulen:

»Tingene er, som de er. Der er ingen grund til at ligge og pive over det. Det har været en hård tid, men der er ikke andet for end at se frem mod næste sæson og sætte sig nogle nye planer og mål.«

Niels-Kristian Iversen kan se frem til at forlade isolationen inden ugen er omme, og allerede her begynder forberedelserne til næste sæson. Han skal tilbage i topform, så han kan få karrieren på sporet igen og måske være en del af VM-serien i 2022 igen:

»Første skridt er at få mig selv på højkant og så finde det niveau, som jeg ved, jeg har. Hvis ikke jeg finder tilbage til det niveau, så har jeg ikke noget at gøre i det selskab. Men hvis jeg er i topform, så åbner dørene sig, hvis altså resultaterne følger med. Der er en EM-serie, jeg kan satse på, og så er der også en kvalifikationssystem, hvor jeg har kvalificeret mig de seneste to år.«

Niels-Kristian Iversen har i store dele af sin karriere været fast inventar i VM-serien. I 2021 bliver det første gang siden 2012, at han ikke skal køre i det fineste selskab. Hans bedste resultat er fra 2013, hvor han vandt VM-bronze. Med Danmark har han vundet hold-VM fire gange.