DIFs Appelinstans har gjort Nicki Pedersens dom for usportslig optræden betinget i 12 måneder, meddeler den i en pressemeddelelse.

Det var i juli, den danske speedwaystjerne blev idømt karantæne for truende adfærd under en ligamatch i Danmark.

I første omgang appellerede han dommen til Danmarks Motor Unions Ordensnævn, som dog afviste. Han tog dog sagen videre til Danmarks Idrætsforbund, og det er her, dommen nu er blevet ændret.

»Den oprindelige kendelse fra Danmarks Motor Unions Ordensnævn af 10. august 2021 ændres, således at Nicki Pedersens licens inddrages for en periode af fire måneder, men at denne frakendelse af licens er betinget,' lyder det i afgørelsen.

Det betyder, at frakendelsen kun træder i kraft, hvis der inden for de næste 12 måneder kommer en ny klage over speedwaykøreren.

»Nicki Pedersen skal endvidere betale en bøde på 15.000 kroner,« lyder det desuden i afgørelsen.

Den 44-årige danske stjerne fortalte for et par måneder tilbage, at dommen kunne ende med at koste ham karrieren. Det sagde han i et interview med TV 2 Sport.

»Hvis jeg har en dom på fire måneder, der går ind over perioden mellem 1. og 15. november, så kan jeg ikke skrive kontrakt i Polen (hvor Pedersen kører, red.) for 2022. Det vil sige, at jeg ikke har nogen kontrakt næste år, og så er jeg nødt til at indstille karrieren,« sagde han i den forbindelse.

Nicki Pedersen tilføjede i interviewet, at han vil blive sur og indebrændt, hvis det hele skulle slutte på denne måde.

Den danske stjerne fik lov til at køre videre, mens appelsagen stod på.

Nicki Pedersen blev individuel verdensmester i speedway i 2003, 2007 og 2008. Han er ikke en del af årets VM-serie.