De to danske stjerner kunne næsten ikke være i sig selv af spænding. De turde ikke tro på det, de var ved at opnå.
Men deres italienske holdkammerat kørte stille og roligt sejren hjem, og så kunne følelserne få frit løb.
Og så omfavnede Marco Sørensen og Nicki Thiim hinanden i et rørende øjeblik, mens tårerne pressede sig på.
Nu sætter Marco Sørensen ord på den kæmpe triumf, som de to danske racerkørere sikrede i det ikoniske 24-timersløb på Spa.

»Ja, for satan! Det var helt klart rørende. Det her løb er så svært at vinde, og når man så gør det med sin bedste kammerat, så er det bare ekstra specielt,« siger Marco Sørensen til B.T.
»Det var så svært hele løbet med regnvejret, og så får du den her forløsning efter at have været oppe i 24 timer. Du er afsindigt træt og kører bare på adrenalinen hele natten. Så får følelserne frit løb, når sejren er i hus.«
»Man mister sgu et par år i den anden ende af livet, men det er det hele værd,« griner den danske stjerne.
De to danskere i 'Dane Train' havde italienske Mattia Drudi med som holdkammerat i deres Aston Martin, der selvfølgelig bar nummer 007 som reference til mærkets James Bond-tilknytning.
Marco Sørensen vægter triumfen på Spa i samme liga som de to VM-titler, han og Nicki Thiim tidligere har vundet sammen.
»Alle hold kommer med stærkeste besætning. Det er de bedste af de bedste, og du kører imod sindssygt mange biler. Der er ikke ret mange andre løb med så mange kørere, der har gjort noget stort i deres karriere. Det her er det ultimative løb med GT-biler,« siger han.
Og hvordan fejrer man så sådan en historisk sejr?
»Vi fik stukket en øl i hånden, og så var det op på scenen i teamets hospitality og sige nogle ord, og så fik vi god mad. Der var nogle burgere og lidt forskelligt. Men så skulle vi jo også tænke på at pakke ned og rejse hjem. Det gik lidt hurtigt,« fortæller han.

»Vi er midt i sæsonen og har ingen friweekender i øjeblikket, så sådan en sejr må fejres ordentligt efter sæsonen.«
Med sejren indtager de to danskere også førstepladsen i det prestigefyldte GT World Challenge-mesterskab, hvor der resterer tre løb.
»Nu har vi i hvert fald alle muligheder for et godt resultat, så vi går efter titlen,« fastslår Marco Sørensen.
Tidligere har Michael Christensen og Nicklas Nielsen vundet løbet på Spa.
Marco Sørensen og Nicki Thiim er ikke de eneste danske racerkørere, der har vundet et stort 24-timersløb de seneste uger.
Netop Nicklas Nielsen skrev dansk historie som vinder af verdens hårdeste racerløb, Le Mans. Læs B.T.s dom over løbet lige her.
Og i weekenden tog Nicki Thiim så den første danske sejr i DTM i 15 år og skrev sig ind i en eksklusiv dansk klub. Læs mere her.
