John Wes Townley blev kun 31 år gammel.

Han mistede livet efter et dramatisk sammenstød, som sendte ham i døden. Det meddeler flere medier, herunder Washington Post og NBC.

Episoden fandt sted lørdag aften i byen Athens i den amerikanske stat Georgia.

Det hele startede ifølge politiet med, at John Wes Townley angreb to mennesker foran sit hjem med en håndøkse. Den ene af dem var hans ekskone, Laura Townley.

John Wes Townley stoppede som racerkører i 2017.
John Wes Townley stoppede som racerkører i 2017. Foto: Jonathan Moore
Vis mere

'En indledende undersøgelse viste, at Hr. Townley ankom til sit hjem og angreb Hr. Anderson og Fru Townley med en håndøkse,' lyder det fra Athens-Clarke poiti-enheden i en rapport fra hændelsen.

Netop det endte med at være skyld i Townleys egen død.

For angrebet fik Zachary Anderson til at trække sin pistol.

'Hr. Anderson affyrede flere skud fra sin pistol, som ramte Hr. Townley og ved et uheld også ramte Fru Townley,' lyder det fra politiet.

Skilsmissen mellem Laura Townley og John Wes Townley gik igennem tidligere denne uge, og mens sidstnævnte døde på hospitalet, ser det ud, som om førstnævnte overlever.

Hun er dog kommet slemt til skade.

Politiet meddeler desuden, at ingen lige nu er sigtet i sagen, men den efterforskes fortsat.

John Wes Townley kørte 186 Nascar-løb på tværs af forskellige kategorier. Han kørte sit sidste løb i 2016.

Han stoppede dog først endeligt som professionel racerkører i 2017.