Tirsdag ringede 24-årige Emma Sophie Roys telefon. Opkaldet kom fra et hemmeligt nummer, og da hun tog telefonen, kunne hun høre en mandlig stemme i den anden ende.

»Jeg kan sgu da godt forstå, at din storebror er død. Jeg ville heller ikke kunne holde dig ud,« lød det, inden der igen blev lagt på.

Et opkald, der blot var endnu et i rækken af i alt 134 opkald, som ifølge Emma Sophie Roy alle har været fra mænd, der har haft til hensigt at svine hende til, efter hun den forgangne uge delte billeder af kommentarer fra Facebook-gruppen 'Official Team Grease' med mere end 18.000 medlemmer.

Gruppen er i flere medier blevet beskrevet som en »kvindehadsk gruppe« med stærkt nedladende retorik.

»Mange blev overrasket, da jeg lagde de første billeder på Twitter. De anede slet ikke, at sådan en gruppe eksisterede,« siger Emma Sophie Roy.

Billederne lagde Emma Sophie Roy på Twitter i sidste uge, og på flere af dem kan man blandt andet se gruppens administrator, kendiskokken Umut Sakarya, omtale andres mødre som ludere.

Umut Sakarya har selv været ude offentligt og undskylde sin opførsel i gruppen, ligesom han også har tilkendegivet, at han muligvis vil lukke gruppen ned, men for Emma Sophie Roy har det betydet, at hendes telefon har været glødende i dagevis.

»Nogen har delt mit nummer, og så er jeg blevet kimet ned af vrede mænd, der kalder mig for stikkerluder, møgluder, defekt opvaske, og at jeg bare er så tynd, at jeg ingen bryster har,« siger Emma Sophie Roy.

Skældsord, der selvsagt er ubehageligt, når de bliver råbt gennem telefonen af fremmede mænd, som ringer fra hemmeligt nummer. Men alligevel ikke helt så ubehagelige, som når personlige oplysninger om ens brors dødsfald pludselig også bliver brugt mod en.

»Jeg mistede desværre min storebror, da jeg var 12 år gammel. Det har de fundet ud af, og flere har ringet og sagt, at de godt kunne forstå, at han er faldet død om. Det ville de også have gjort, hvis de havde mig som søster.«

Vil stadig deltage i debatten

Emma Sophie Roy lægger ikke skjul på, at det ramte særligt hårdt første gang, hun blev ringet op og mindet om broderens død, men i takt med at hun modtog flere og flere opkald, blev det også svært for hende at tage de verbale angreb alvorligt.

»Jeg forsøgte i begyndelsen at tale fornuftigt til dem, men de var ikke så lydhøre. Så til sidst kunne jeg ret hurtigt afkode, om det var et af de her opkald, og så lagde jeg bare på,« siger Emma Sophie Roy, der nu har blokeret alle opkald fra hemmeligt nummer.

Men selvom 134 opkald fra personer, der tilsyneladende kun har til hensigt at svine en til, formentlig vil kunne afholde de fleste fra det deltage i en lignende debat igen, så har det haft den modsatte effekt på Emma Sophie Roy.

»Det er jo åbenbart et større problem, end jeg troede, det var, da jeg tog de her screenshots og lagde dem ud. Og jeg nyder altid en god debat, men det skal være på en ordentlig måde,« siger hun.

B.T. har været i kontakt med Umut Sakarya, der medgiver, at det har været forkert af ham at være en del af den kultur i gruppen, som af flere beskrives som sexistisk.

»Det er jo hårdt for en mand at acceptere og se sine fejl, når man bliver klappet på ryggen. Det samme skete for mig, før jeg indså, at det var forkert,« siger han til B.T.