Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Du må ikke møde ind i aften. Hvad der herfra skal ske, aftaler jeg med dine forældre.«

Sådan lød den hårde og kontante besked, som 16-årige Anton Aggerstrøm mandag 29. marts modtog fra forstanderen på sin efterskole.

Dagen før havde den 16-årige dreng nemlig fortalt forstanderen, at han om lørdagen havde deltaget i en Men In Black-demonstration mod coronarestriktionerne i København.

En beslutning, der skulle vise sig at koste ham hans plads på efterskolen.

Den beskedsamtale, som Anton havde med forstanderen efter demonstrationen.
Den beskedsamtale, som Anton havde med forstanderen efter demonstrationen.
Vis mere

For at forstå hele sagen skal vi dog først skrue tiden tilbage til onsdag 24. marts.

Her bliver 16-årige Anton Aggerstrøm nemlig kaldt ind på forstanderens kontor på Sydøstsjællands Idrætsefterskole, hvor han har sin daglige gang.

Forstanderen er nemlig blevet kontaktet af en anden elev, der har videregivet oplysninger om Antons ageren på de sociale medier.

Der har han nemlig proklameret, at han er imod regeringens coronapolitik, at han vil deltage i den kommende weekends Men In Black-demonstration, og at han synes, andre bør gør det samme.

Anton.
Anton.
Vis mere

Men det er forstanderen ikke tilhænger af.

»Han sagde ved mødet, at han ikke var sikker på, at han kunne have mig på skolen, hvis jeg tog til demonstrationen, og så spurgte han, om jeg var sikker på, at jeg ville tage afsted. Det sagde jeg ja til, men forstanderen sagde, at jeg skulle tage lidt betænkningstid,« fortæller Anton Aggerstrøm til B.T.

To dage efter bliver Anton og hans forældre indkaldt til et lignende møde, men den 16-årige dreng er sikker i sin sag.

Han vil til demonstration.

»Den er lovlig, og den foregår udenfor, så smittefaren er absolut minimal. Jeg er ikke tilhænger af regeringens coronapolitik og de mange restriktioner, og den holdning ville jeg gerne støtte op omkring,« fortæller han.

Derfor marcherer Anton lørdag 27. marts sammen med op imod 700 moddemonstranter i Københavns gader, og det gør han med fin afstand og uden at begå kriminalitet.

Dagen efter skriver han så beskeden til sin forstander, hvori han gør klart, at han valgte at tage til demonstrationen.

Og så går det hurtigt.

Forstanderen svarer på én besked, men så er der radiotavshed, og efter et par dage har Anton ikke længere adgang til skolens intrasystem.

I samme tidsrum bliver forældrene også kontaktet af forstanderen, og beskeden er klar:

»Anton er ikke længere velkommen på skolen, og I bedes komme og hente hans ting i påsken.«

En besked, der frustrerer Anton.

»Forstanderen sagde, at jeg ikke var velkommen længere, og så har mine forældre set sig nødsaget til at melde mig ud, men det er jo en regulær bortvisning og udsmidning,« siger Anton og fortsætter:

»Jeg er skuffet over alt det her. Jeg kan kun se det som en indskrænkning af min ytringsfrihed, selvom forstanderen vil sige noget andet. Det handler udelukkende om, at jeg har en anden politisk overbevisning, og det er for dårligt.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Anders Qvistgaard, der er forstander på Sydøstsjællands Idrætsefterskole, men han ønsker ikke – hverken konkret eller principielt – at udtale sig om sagen.

Andre læser også