Hvor det er gået den gale vej for Venstre og formand Jakob Ellemann-Jensen over de seneste mange måneder, så er det gået den helt rigtige for De Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen. Pape er nemlig nu landets mest populære partileder.

Det viser en analyse, som analysebureauet YouGov har foretaget for B.T.

»Man må bare sige, at Søren Pape er dansk politiks rockstar lige nu. Han har fået sådan en form for kultstatus, som Villy Søvndal også fik i 2009, da han var partileder i SF,« siger B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

Målt helt i tørre tal mener 18 procent af danskerne, at Pape klarer sig »meget godt«, og 31 procent mener han klarer det »godt«.

Mette Frederiksen er nu kun den anden mest populære partileder. Pape har taget førertrøjen.
Mette Frederiksen er nu kun den anden mest populære partileder. Pape har taget førertrøjen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Til sammenligning er der 25 procent, der mener, Mette Frederiksen klarer sig »meget godt«, og ligeledes 25 procent, der mener, statsministeren klarer det »godt«.

Ser man kun på de gode tal, så er Mette Frederiksen lige et mulehår foran. Når YouGov alligevel vurderer, at Pape er den mest populære partileder, så er det, fordi Mette Frederiksen har betydeligt flere danskere imod sig, end Pape har.

12 procent af danskerne mener, Mette Frederiksen gør det »meget dårligt«, og 13 procent mener, hun gør det »dårligt«. Her er Papes tal kan henholdsvis fire og ti procent.

Henrik Qvortrup mener, at Søren Papes nuværende position i det politiske landskab hjælper ham godt på vej.

»Pape fremstår generelt sympatisk, og så indtager han ikke for nuværende en rolle, hvor han sådan for alvor skubber nogen fra sig. Den rolle har for eksempel Marcus Knuth og Rasmus Jarlov i højere grad,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Pape oplever, at vælgerne strømmer til, han har momentum, og så er det så heldigt for ham, at han endnu ikke er udråbt til blå bloks leder.«

Hvorfor er det vigtigt, at han ikke har fået den lederrolle endnu?

»Fordi så får han pludselig et helt andet kritisk lys på sig. Alt, hvad der går galt i blå blok, får han så et ansvar for. Hvis han var blå bloks leder og tabte valget til den meget stærke Mette Frederiksen, så ville han også få skyld for det. Den kritik kan han bare lade Ellemann tage,« siger Henrik Qvortrup.

Konservative Folkepartis formand Søren Pape er nu den mest populære partileder.
Konservative Folkepartis formand Søren Pape er nu den mest populære partileder. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Qvortrup mener ikke, at Papes nuværende popularitet kan vare ved, når og hvis han en dag overtager ledelsen i blå blok, når nu hans eget parti er betydeligt større i meningsmålingerne end Venstre.

»Nej, det kan ikke vare ved. Han kan sidde som lillebror i blå blok nu og høste roser. Populariteten daler, hvis han får lederskab af blå blok. Derfor trækker han også den dag, så længe han kan,« siger Qvortrup.

Mette Frederiksen har overvejende været den mest populære danske partileder, siden hun blev valgt som statsminister. Der har dog været to målinger, hvor Pape var mere populær.

En måling stod Altinget for i december 2020. Desuden var Pape også den mest populære i en måling cirka halvanden måned efter folketingsvalget i 2019.