En voldsom brand har torsdag hærget ved Flintholm Gods på Sydfyn. Det er ikke hovedbygningen, men den nærliggende bygning kaldet Salen, der er blevet ramt.

»Hele taget er brændt væk, og en del er også faldet ned og ind i bygningen,« siger indsatsleder Brian Andersen fra Beredskab Fyn til B.T.

Ved 13-tiden er brandfolkene stadig i gang med efterslukningen efter at være ankommet til godset klokken 6 i morges.

Her stod flammerne allerede op fra hele tagkonstruktionen. Ingen personer er kommet noget til.

Hele taget var antændt, da brndvæsenet nåede frem.
Hele taget var antændt, da brndvæsenet nåede frem. Presse-fotos.dk

»Det er materiel skade det hele. Vi har prøvet at bjærge nogle ting af værdi. Der var nogle kunstværker og nogle dyre lamper, vi har fået ud,« siger indsatsleder Brian Andersen:

»Lige nu er vi ved at skille tingene lidt ad, så vi kan komme til at slukke det sidste.«

Det er ikke længe siden, at et andet gods på Sydfyn blev hårdt ramt af en voldsom brand – i begyndelsen af januar reddede ejerne af Bjørnemose Gods sig kun lige akkurat ud fra flammerne.

Og det er faktisk også anden gang inden for få år, at Flintholm Gods mellem Svendborg og Faaborg har været ramt af brand. Det skete også 2016, hvor det gik ud over en anden tilbygning.

Hovedbygningen (tv.) kun små 10 meter væk blev ikke berørt af branden.
Hovedbygningen (tv.) kun små 10 meter væk blev ikke berørt af branden. Jan Pihl

Det vides endnu ikke, hvorfor der torsdag udbrød brand ved godset.

»Umiddelbart vil jeg tror, at det er elinstallationen, men nu skal brandteknikere fra politiet fastlægge den endelige årsag,« siger Brian Andersen fra Beredskab Fyn.

Og selv om beboelsesejendommen ved Flintholm Gods kun ligger 8-10 meter fra den brændende bygning, blev den ikke skadet af flammerne.

»Der var heldigvis ingen fare for brandspredning, og der ligger endda også en stråtækt længe tæt på, men vinden vendte den rigtige vej,« siger Brian Andersen.