Vagn og Anne Rasmussen mistede ikke bare Bjørnemose Gods i en stor brand i mandags. De mistede alt.

»Det hele er væk. Mine forældre fik ingenting med ud. Heldigvis kom de ud i live, og det er det, vi i familien går og glæder os over: Det er det, vi holder fast i. Men det er jo ikke sjovt for dem: Det var deres livsdrøm at købe godset, og nu er det gået op i flammer. Så de er selvfølgelig kede af det,« siger sønnen Carsten Rasmussen.

Det var ved middagstid i mandags, at ilden brød ud i det sydfynske gods med den flere hundrede år gamle adelige historie. B.T. har været i kontakt med ægteparret Rasmussen, men de har ikke ønsket at udtale sig og har i stedet henvist til deres søn.

Carsten Rasmussen fortæller, at forældrene er »chokerede og rystede, men har det efter omstændighederne godt«. Han kørte selv øjeblikkeligt fra Odense til Bjørnemose Gods øst for Svendborg, da han i mandags fik beskeden om branden. Her var brandfolkene kun lige begyndte at slukke flammerne i hovedbygningen, da han nåede frem.

Flammerne havde godt fat.
Flammerne havde godt fat. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Slukningsarbejdet var omfattende.
Slukningsarbejdet var omfattende. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Det var et trist syn at se mine forældre stå ude på gårdspladsen, hvor de bare kunne stå kigge på den brændende bygning. Jeg vidste jo godt, at der var deres livsdrøm, der gik op i flammer i baggrunden,« siger Carsten Rasmussen.

Her fandt han hurtigt ud at, at det kun lige var i sidste øjeblik, at forældrene reddede sig ud. Det var hunden Fies skyld.

»Dyr reagerer åbenbart hurtigere end mennesker, og den begyndte at reagere på, at noget var galt. De var lige gået ind for at sove til middag, og så kom de heldigvis ud. Hvis det havde været om natten, var det ikke sikkert, at de havde opdaget det. Så det var held i uheld,« siger Carsten Rasmussen.

Det er endnu ikke helt fastlagt, hvad der var skyld i branden. Ifølge Fyens.dk mener politiets teknikere, at arnestedet var i en etageadskillelse, hvor der var nogle ledninger, der »har ligget og ulmet i et stykke tid«.

Røgudviklingen fra branden kunne ses langt væk.
Røgudviklingen fra branden kunne ses langt væk.
Vis mere

Vagn og Anne Rasmussen købte Bjørnemose Gods i 2017 for en pris lige under 35 millioner kroner. Godset havde været til salg siden 2011 efter nogle dramatiske ejerforhold – og ægteparret flyttede først ind for mindre end et år siden på grund af omfattende renovering.

Mens ilden stadig hærgede bygningen, fortalte Vagn Rasmussen til Fyens.dk, at det havde kostet seks-syv millioner kroner at sætte godset i stand. Og han slog fast, at det ville blive genopført.

»Det er en perle. Se, en smuk, smuk bygning. Den skal bygges op igen,« lød det fra ham.

Det bekræfter Carsten Rasmussen, selv om det ser ud til at blive et omfattende projekt. Der er med stor sandsynlighed ikke noget tilbage af den nuværende hovedbygning fra 1854, der reelt kan bruges.

Carsten Rasmussen er søn af Anne og Vagn Rasmussen.
Carsten Rasmussen er søn af Anne og Vagn Rasmussen.
Vis mere

»Der er ikke noget 'måske'. Det skal genopføres. Det er mine forældres livsdrøm efter et langt liv, hvor min far havde skabt sig en flot virksomhed. Og Bjørnemose Gods var sat fuldstændigt i stand, og nu skulle de til at nyde deres otium dernede, og så brænder det. Det er så trist, så det skal genopføres fra soklen igen. Og det skal genopføres i samme stil, så godt vi kan,« siger Carsten Rasmussen, der i dag er bestyrelsesformand for det ejendomsselskab i Odense, faren byggede op, Humlebo-Gruppen.

Indtil videre er det dog mere lavpraktiske ting, der fylder for Vagn og Anne Rasmussen, der er henholdsvis 80 og 75 år. De er indtil videre flyttet ind i en anden bygning på grunden kaldet 'Østfløjen', der normalt udlejes til bryllupper og andre arrangementer.

Men her kan de ikke blive boende i de kommende år, mens Bjørnemose Gods bliver genopført.

»Vi skal lige have fundet en løsning til dem, og der er flere muligheder, men lige nu drejer det sig om bare at finde noget tøj til dem. Og nogle tandbørster og sådan. For de har ingenting,« siger Carsten Rasmussen.