Det er ikke hver dag, at man kan kigge ned på sin hund og takke den for at være i live.
Men det kan godsejer Vagn Rasmussen dagene efter, at hans gods, Bjørnemose Gods i Svendborg, brændte.
Takket være hunden Fie vågnede godsejer Vagn Rasmussen og hans hustru, Anne, fra deres middagslur og slap ud med livet i behold, da deres gods stod i flammer.
Det fortæller Vagn Rasmussen til TV 2/Fyn.

»Inden vi gik ind og lagde os, var der ikke noget. Men så skreg og peb hun og kradsede i mig, og så tænkte jeg: Det er et eller andet galt, siger godsejer Vagn Rasmussen.
Det var mandag, at Vagn Rasmussen gennemlevede det, som enhver formentlig frygter. Brand i eget hjem.
Branden brød ud om eftermiddagen og varede indtil om aftenen.
Hele seks brandbiler, to politibiler og en indsatsleder var på stedet, og brandbilerne sugede vand fra et nærliggende vandhul eller en å til at slukke branden.

»Det er store skader, må man sige. Der er tale om uoprettelige skader,« lød den dystre melding fra Fyns Politi mandag eftermiddag.
Og det kan Vagn Rasmussen også konstatere. Til TV 2/Fyn siger han, at det, som ikke er slugt af flammerne, har fået vand- eller røgskader. Selve tagkonstruktionen er helt brændt.
I forvejen havde godsejeren brugt mellem 6 og 7 millioner kroner på at renovere godset de seneste år. Hvad der nu skal ske, vil snart blive besluttet, siger Vagn Rasmussen.
Han priser sig dog lykkelig for, at han og hustruen slap ud, og at ingen andre kom til skade. Det er trods alt det vigtigste, siger han.
Fyns Politi mener, at branden opstod som følge af en fejl i en elinstallation i hovedbygningen.
Ifølge Danske Herregårde er Bjørnemose Gods' hovedbygning opført efter Erik Carl Bille Brahes overtagelse af herregården i 1854.