Politi og brandvæsen rykkede sent lørdag aften ud til en brand i Valby, hvor beboere måtte reddes ud.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab og Københavns Politi til B.T.

Et rækkehus på cirka 60 kvadratmeret på Sjælør Boulevard var allerede i store flammer, da brandvæsnet nåede frem.

De måtte redde flere beboere ud af huset, der alle dog var ved bevidsthed under redningen. De blev efterfølgende overført til ambulanceredderne.

Branden var allerede fuldt udviklet, da brandvæsnet nåede frem. Foto: Presse-fotos.dk

»Det påvirkede hus er næsten udbrændt, og to nabohuse har fået røgskader,« fortæller vagtchef i Hovedstadens Beredskab, Michael Jonsen.

Han oplyser, at branden nu er slukket.

Beboerne i alle tre huse bliver nu genhuset.

Tilstanden på de beboere, der blev reddet ud, kendes fortsat ikke.

Sjælør Boulevard var lukket under slukningen, men er nu åben igen.