»Det har ikke givet de resultater, som vi havde forventet.«

Det siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Brian Holm torsdag eftermiddag.

Torsdag morgen var efterforskere ellers sendt ud for at finde årsagen til, at et fitnesscenter i Rødovre brød i brand.

Men det lykkedes altså ikke, og politiet afventer nu endnu en undersøgelse.

»Vi har tilkaldt yderligere assistance i form af nationale brandefterforskere i håbet om, at de kan finde noget, som vores efterforskere i første omgang ikke kunne finde,« siger Brian Holm.

Brandvæsenet var massivt til stede torsdag morgen efter fitnesscenteret Anger Management Gym på Islevdalvej brød i brand.

»Det er startet i en kælder, så røgen kan være svær at få ud. Vi vil formentlig være på stedet mange timer endnu,« oplyste vagtchefen ved Hovedstadens Beredskab til B.T. torsdag morgen.

Københavns Vestegns Politi spærrede, ifølge en fotograf på stedet, området fuldstændig af.

Ingen personer måtte reddes ud i forbindelse med branden.

Henover natten vil der stadig være folk til stede ved fitnesscenteret i Rødovre.

»Der er bevogtning på stedet henover natten, så der ikke er nogen, der får pillet ved noget, der ikke skal pilles ved,« lyder det fra vagtchef Brian Holm.