Natten til søndag havde Nordjyllands Politi ikke kun travlt i Gaden.

Klokken 01.25 og klokken 02.05 fik de nemlig to anmeldelser om vold ude omkring Hobrobovej ved henholdsvis Provstejorden og Skipperen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

»I det første tilfælde er det en 15-årig dreng, som kommer gående og får et knytnæveslag af en – for ham – ukendt kvinde på åben gade. I det andet tilfælde er det 17-årig dreng, som bliver stoppet på cykelstien af samme kvinde og efterfølgende fastholdt og slået, hvor der også yderlige var en 40-årig mand som fastholdt den 17-årige,« forklarer han.

I begge tilfælde er der tale om umotiveret vold på åben vej.

»Vi har vurderet begge sager, og en 29-årig bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 12.30, da hun er kendt af politiet fra tidligere sager om vold. Den 40-årige bliver derimod sigtet, afhørt og løsladt senere på dagen. De er begge i detentionen, og de er da påvirket under en eller anden form af alkohol og lignende, så de skal lige afruses,« lyder det fra Bent Højgaar.

Både den 29-årige og den 40-årige er fra Aalborg. Den 29-årige var alene om det første overfald, hvor hun gav den 15-årige en knytnæve. Hverken den 15-årige eller den 17-årige er kommet alvorligt til skade.

Derudover melder Nordjyllands Politi om en nat i Jomfru Ane Gade, som efterhånden minder om tiden før corona med generel travlhed, men ingen større sager.

»Man kan godt mærke, der er længere åbningstider nu,« lyder det fra Bent Højgaard.