En 35-årig mand risikerer at få en af lovens strengeste straffe, når han torsdag skal for retten.

Han er tiltalt for adskillige forhold.

Manden sidder nemlig tiltalt for vold, trusler, hærværk, voldtægt, forsøg på voldtægt, blufærdighedskrænkelse og ødelæggelser for tusindvis af kroner.

Det fremgår af anklageskrifterne i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Retssagen foregår ved Retten i Aalborg.

I det ene skrift lyder det fra anklagemyndigheden, at manden skulle have voldtaget en kvinde i april tidligere på året.

På grund af kvindens tilstand, som var beruselse og træthed, var hun ikke i stand til at gøre modstand, hvorefter den 35-årige tiltvang sig samleje med kvinden.

Ifølge den nordjyske anklagemyndighed forsøgte manden i sommer at voldtage endnu en kvinde. Ud for en adresse i Brande skulle manden have taget fat i en kvinde, skubbet hende ned på jorden og sat sig oven på hende. Det var med hensigt på at voldtage kvinden, mener anklagemyndigheden.

Hændelsen blev dog afbrudt af et vidne, hvorefter den 35-årige flygtede fra stedet.

De andre forhold, som den 35-årige er tiltalt for, stammer tilbage fra 2018 og 2019. Hændelserne her er primært foregået på en institution i Himmerland, hvor den 35-årige har befundet sig.

Her skulle han have udsat flere personer for alvorlige trusler, herunder trusler på livet.

På selvsamme institution er manden tiltalt for blandt andet at have ødelagt ruder, møbler, elektronik til en værdi af 100.000 kroner.

Derudover har den 35-årige mand ifølge politiet tildelt en anden person knytnæveslag samt taget kvælertag på personen.

På baggrund af det, politiet mener at kunne bevise ved retten torsdag, går man efter en forvaringsdom.

En forvaringsdom er en fængselsstraf, der først ender den dag, retten finder det forsvarligt at lukke vedkommende ud igen.

Ifølge TV2 Nord er det i Danmark kun en håndfuld personer, der bliver idømt forvaring hvert år.

Det er uvist, hvordan den 35-årige forholder sig til tiltalen mod sig.

Sagen er berammet til torsdag.