Snyd med fartskriver i lastbiler kommer til at koste dyrt for en vognmand i Hanstholm og hans chauffører.

Tungvognscenter Nord, der hører under Nordjyllands Politi, har nemlig en aktuel sag, hvor deres efterforskning har resulteret i 112 sigtelser.

59 af sigtelserne er mod vognmanden selv, mens 53 sigtelser er fordelt på 12 chauffører.

Efterforskningen er foregået over en periode på cirka en måned i starten af året.

»Den slags overtrædelser koster altså dyrt,« fastslår Claus Kjær-Pedersen fra Nordjyllands Politi.

Den samlede bødepåstand for de mange sigtelser løber nemlig op i 650.000 kroner.

Fartskriver, der også kaldes takografer, registrerer hastighed og køre- hviletid.

Vognmanden og chaufførerne er sigtede for at undlade at lave de påkrævede registreringer på fartskriverne.

»Det handler om at skabe tryghed på vejnettet. Derudover er reglerne indrettet til at skabe lige konkurrencevilkår for vognmændene,« siger Claus Kjær-Pedersen.

Sagen er stadig under efterforskning, og vognmanden samt chaufførerne har ikke taget endeligt stilling til sigtelserne, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke, hvilken vognmand der henvises til i pressemeddelelsen.