Det er Fyns Politis vurdering, at visitationszonen i Odense-bydelene Vollsmose og Korsløkke stadig er nødvendig for at forhindre utryghed og kriminalitet.

Den vurdering kommer i kølvandet på, at Fyns Politi har beslaglagt flere våben i Vollsmose.

Visitationszonen stod egentlig til at udløbe tirsdag, men er altså nu forlænget til 21. december klokken 16. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politikredsen har beslaglagt otte knive og flere pebersprays samt slagvåben i Odense-bydelen i den seneste periode.

Samtidig har Fyns Politi også modtaget flere anmeldelser fra personer, der er blevet truet med våbenlignende genstande.

Det får Fyns Politi til at formode, at der stadig er en verserende konflikt i gang imellem forskellige grupperinger i Vollsmose. Politiet frygter derfor fortsat, at det kan komme til yderligere voldelige konfrontationer i bydelen, hvilket får dem til at forlænge visitationszonen.

»Det er ikke noget, vi tager let på, for en visitationszone er et indgreb i borgernes frihed, men det er også et meget nyttigt værktøj som vi – situationens alvor taget i betragtning – føler os nødsaget til fortsat at tage i brug i den kommende periode,« siger politidirektør ved Fyns Politi Arne Gram.

Visitationszonen giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer inden for zonens område 24 timer i døgnet. Zonen blev første gang oprettet 9. november efter en skudepisode i Vollsmose dagen forinden.