En villa i den sønderjyske by Nordborg brød natten til torsdag i brand.

I den forbindelse er en 68-årig mand omkommet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 00.26 natten til torsdag slog en nabo alarm til politiet.

Naboen var vågnet ved larm og knitren og opdagede branden, da vedkommende kiggede ud.

Brandfolkene fik reddet den 68-årige mand ud, men hans liv stod ikke til at redde. Hustruen blev indlagt med røgskader, skriver politiet videre pressemeddelelsen.

Årsagen til branden skal undersøges de kommende dage, men der er intet, der tyder på, at der er noget kriminelt, der har fundet sted.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra politiet om sagen, men det har ikke været muligt.