»Det er fuldstændig åndssvagt, folk kører så stærkt. Det er vildt. Og det sker dagligt.«

Helle Nielsen frygter virkeligt, at hendes to drenge, Magnus på tre år og Sebastian på otte år, bliver ramt af en fartbilist.

De bor i et hus på Debelvej i det midjyske mellem Esbjerg og Billund. På cirka et år har to mistet livet på netop denne landevej.

Fredag eftermiddag var det en 50-årig kvinde, der kørte galt i sin bil.

Og på onsdag er det et år siden, at en motorcyklist på 22 år mistede livet på samme vej tæt på Helle Nielsen og hendes families hjem.

Helle Nielsen er derfor så desperat over den vilde og dødbringende kørsel på vejen, at hun ikke lader børnene være alene på vejen.

»Det er under skarpt åsyn, når mine drenge er uden for. Deres far og jeg følger dem altid over vejen, og vi ikke lade vores ældste søn Sebastian cykle alene over til naboen, som han ellers gerne vil,« siger Helle Nielsen.

Sammen med naboerne har de på forskellige måder forsøgt at få bilisterne til at sænke farten.

»En nabo forslog, at vi skulle sætte dukkevogn eller andet legetøj ud på vejen. Så kunne bilisterne se, at her var børn, og de skulle sænke farten« siger Helle Nielsen.

Men det forsøg havde ingen effekt.

Den vilde kørsel er fortsat.

»Det hjalp ikke med legetøjet, så vi har sat skilt op, hvor der klart står, at man skal køre langsomt, da her er legende børn. Men fredag er der så igen en person, der mistede livet,« siger Helle Nielsen.

Hun har forstået, at skiltet heller ikke ser ud til at have nogen betydning.

»Vi er nødt til at gøre noget. Jeg er ikke bleg for at stille mig ud på vejen og råbe: 'Hvad fanden laver du. Sænk farten',« siger hun og tilføjer:

»Men vi kan jo ikke selv hele tiden være politimænd.«

Nu oplever I dagligt, at folk kører for stærkt på vejen, hvor I bor. Hvor tit ser I, der er politikontrol på vejen?

Her ses Magnus og Sebastian stå uden for familiens hjem på Debelvej, hvor folk drøner afsted. Foto: Privat
Her ses Magnus og Sebastian stå uden for familiens hjem på Debelvej, hvor folk drøner afsted. Foto: Privat
Vis mere

»Vi har endnu ikke oplevet nogen politikontrol på vejen, der hvor vi bor,« siger hun og fortsætter:

»Det burde politiet gøre for hold da op, jeg tror, der kunne komme nogen skattekroner i kassen med alle de fartbøder.«

Helle Nielsen har nu en klar opfordring.

»Bare fordi man kører på en landevej, så skal man jo stadig overholde færdselsreglerne. For her bor altså folk med børn, der kan miste livet, hvis de bliver kørt ned,« siger hun.