Hvis du som erhvervsdrivende modtager over 20.000 kroner i kontanter, så bryder du faktisk loven.

1. juli i år trådte et nyt forbud nemlig i kraft.

Det gør det ulovligt at modtage mere end 20.000 i hånden, fremgår det af en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden. Tidligere var grænsen 50.000 kroner.

Det sker for at gøre det sværere at hvidvaske penge.

»I praksis betyder den nye beløbsgrænse, at det er blevet mere vanskeligt at vaske penge hvide gennem køb af for eksempel ure, biler og kunst. Pengene kan stamme fra sort arbejde, narkohandel, røveri, menneskehandel, underslæb eller lignende. Og jo flere huller vi kan lukke, jo bedre er det selvfølgelig,« siger leder af Hvidvaskesekkretariatet, Jørgen Andersen.

Han understreger, at det ikke behøver at være lyssky forhold, når folk gerne vil betale en større ting som ure, vine eller en båd kontant.

»Men det kan i høj grad også være tegn på det modsatte, og derfor skal borgerne og særligt de erhvervsdrivende kende beløbsgrænsen,« tilføjer Jørgen Andersen.

Overtræder du forbuddet, vanker der en bøde på omkring 17.000 kroner for virksomheder og 1.500 for enkeltpersoner.